Den spanske maler Pablo ­Picassos liv var som et ­pendul, der svingede ­mellem et glødende ­begær efter kvinder og et ­ekstremt behov for frihed.

­Af Gert Poder

­Der var et eller andet magisk ­og dog tragisk magnetfelt ­mellem Pablo Picasso (1881-­1973) og kvinderne i hans liv, som alle var hans modeller.

­Jacqueline Roque, hans ­anden og sidste hustru, skød ­sig i 1986, 13 år efter hans ­død. Ni år tidligere hængte en ­af hans syv elskerinder sig. ­To andre blev sindssyge.

­Mens hans store kærlighed, Eva, lå for døden af tuberkulose i Paris, festede han med sin seneste erobring Gaby på stranden i ­Saint Tropez.

­Siden fulgte affære efter af­fære. Han fik et barn med en ­elskerinde, mens han endnu ­var gift med ballerinaen Olga ­Kokhlova. Hun forblev hans ­kone til sin død i 1955, fordi ­Pablo Picasso nægtede hen­de skilsmisse for at beskytte ­sin formue.

­To år før, i 1953, måtte den ­62-årige charmør lide den ­tort at blive forladt af sin kone ­gennem ti år og mor til to af ­hans fire børn, Francoise Gi­lot.

­Ugen efter skred hans ny­este kærlighed, Genevieve ­Laporte. Hun beskrev ham ­senere som »en følsom mand, ­respektfuld, intelligent, yd­myg – langt fra den afskyelige ­snemand, vi plejer at høre ­om«.

Kkunstnerisk ­rundrejse
­Lige nu er der mulighed til at ­se en række af Pablo Picassos grafiske værker på ­Statens Museum for Kunst. ­Picasso. Fortællinger fra la­byrinten viser en række af hans grafiske arbejder fra perioden 1900-1950.

Det er en moderne kunstners stilmæs­sige rundrejse i tilsyneladende modstridende retninger. Men alt ved Pablo Picasso var modstri­dende. Helt frem til sin død – ­han blev 92 år – ­sprang han fra den ene stilart ­til den anden.

­Fra barndommens kopier af strenge spanske ­klassikere som El Greco og Goya fortsatte han til socialrealismen med gøglere, artister og fattigfolk som motiver.

Tidlig kubisme
Få ­år senere, i Paris, kastede han sig over kubismen i et samarbejde med den fran­ske maler Georges Braque ­(1882-1963). Kubismen splitter værket op i små terninger og danner et nyt rum.

Inspirationen til kubismen fandt de på etnografiske museer og de mange kunsthandlere, der solgte trofæer, hjembragt af datidens opdagelsesrejsende. Begge lod sig begejstre af den kunstneriske rigdom i ritu­elle træskulpturer fra Afrika.

Hos Pablo Picasso blev det nye kunstneriske udtryk udviklet til et formsprog, der skilte og samlede de enkelte elementer. Et portræt bliver til en psykoanalyse, en rejse ind i et menneskes hjerne, en blotlægning af ånd og sjæl.

Surrealismen
Pablo Picasso var desuden begejstret for den bevægelse, der opstod efter dadaismen omkring afslutningen af Første Verdenskrig.

Gennem 1920’erne udviklede surrealismen sig fra en frigørelse af det skrevne ord til en politisk, revolutionær kunstbevægelse med rod i marxismen.

Pablo Picasso tegnede således forsiden på det første nummer af deres tidsskrift Le Minotaure i 1933, og bevægelsens medlemmer betragtede ham som et forbillede.

Men erklæret surrealist var han aldrig. Pablo Picasso fastholdt retten til at holde fast i sin egen virkelighed:

– Jeg gør mit bedste for ikke at tabe naturen af syne, skrev han.

Adskillige gange i sit voksne kunstnerliv vendte han tilbage til klassisk stil, en slags moderne naturalisme, blandet med græske symboler, kort sagt – en rigtig Picasso!

Fortælling uden tid
­De mange stilskifter forvirrede venner, kritikere oggalleriejere, men det anfægtede ikke Pablo Picasso. Han  styrede sit talent ­med sikker hånd, samlet af ét ­væsentligt element i sin kunst udover ­seksualitet: Tiden.

­Som så mange andre grafi­kere er hans værker ­næsten som tegneserie. Men ­i modsætning til den tegnede stribe, der definerer det tegnedes roller og fortælling, mangler de faste roller.

­Det er som om fortid, nu­tid og fremtid slynger sig ind i ­hinanden, skaber en enestå­ende og selvstændig fortæl­ling i sit eget tidsfrie rum, peger på én gang både frem og tilbage i nuet.

Ddet unge talent
­Pablo Picasso var født og op­vokset i et andalusisk kunst­nerhjem. Faderen, José Ruiz, ­varansat som tegnelærer i Malaga – en stilling, der knap nok gav til det daglige brød.

­Efter et par familieforøgelser tog faderen et bedre lønnet job i den anden ende af Spanien – den nordlige spanske ­provins Galiziens hovedstad, ­A Coruna.

Det viste sig at være en god satsning. Få år senere  flyttede familien ­til den catalunske hovedstad Barcelona, hvor faderen blev professor ved byens kunstaka­demi.

­Pablo Picasso søgte ind på ­skolen, og bestod adgangs­prøvrne i klassisk kunst og stilleben (maleri af opstillede ting, red.). Han var da 14 år gammel, men mestrede allerede rent teknisk maleriet på et ni­veau, der lå over de færdigt­uddannedes afgangs­eksa­men.

­Selv betragtede han sig ­langt fra at være en »barne­stjerne«.

­– Det findes ikke i maleri­et, modsat i musikken. Mine ­første tegninger ville aldrig ­blive vist på en udstilling om ­børnekunst. Jeg manglede ­fuldstændig børns klumpet­hed og naivitet. I en alder af ­syv år tegnede jeg akademisk ­med en præcision der skræm­te mig, husker Pablo Picasso ­senere.

­I Barcelonas caféliv mødte han ligesindede, og sammen med et par venner flyttede han i 1900 til samtidskunstens højborg, Paris.

Erotik og elskerinder
Her begyndte Pablo Picasso for alvor at folde sig ud. I hans såkaldte rosa perioder omkring 1904 indledte han sit første, alvorlige kærlighedsforhold.

Det var med den jævnaldrende kunstnermodel Fernande Olivier, der selv om hun var gift, boede de næste syv år hos den unge kunstner.

Typisk for Pablo Picasso forbød han hende straks at stå model for andre kunstnere. Han ville have hende for sig selv. I 1909 malede han i løbet af få måneder 60 portrætter af hende.

Da hun vendte tilbage til sit ægteskab i 1912, kastede han sin kærlighed på kollegaen Louis Marcoussis’ smukke kæreste, Eva Gouel. Hun døde tre år senere af tuberkulose og efterlod ham med knust hjerte. Dog ikke mere end at mens hun lå døende, hyggede han med en veninde på Saint Tropez’ hvide sandstrande.

I 1917 mødte han sin første hustru, den ti år yngre balletdanserinde Olga Khoklova. Det skete i Rom, mens han arbejdede på kulisserne til en ballet af datidens største kunstikon, Ballet Russe (Den russiske ballet, red.) under ledelse af den russiske koreograf Djaghilev.

Hun fødte ham en søn i 1921, hvorefter Pablo Picasso begyndte at male »mor og barn«-motiver. Det var ikke tilfældigt. Gennem hele livet reflekterede Pablo Picassos motiver altid det, der fyldte  hans daglige tilværelse.

Det blev til 10 år med Olga. Så flyttede han over på den anden side af gaden – stadig gift med Olga – sammen med den billedskønne Marie-Thérèse Walter. Han var 44, hun lige fyldt 17. Sammen fik de en datter.

Da Olga fandt ud af, hvad der foregik, forlangte hun en skilsmisse for at få fingre i halvdelen af Pablo Picassos formue. Selv om de blev separeret, så hun aldrig en krone frem til hendes død i 1955.

I denne trængte situation trådte tyren i form af det græske fabeldyr Minotauren, ofte prustende, vred eller deprimeret, ind i hans værktøjskasse af symboler.

Det var også på dette tidspunkt, at han lavede sit grafiske hovedværk, den surrealistiske Vollard-suite. Værket, der har navn efter den kunsthandler, der bestilte opgaven, udgør kernen i udstillingen lige nu på Statens Museum for Kunst.

Den politiske picasso
Samme år som den spanske borgerkrig begyndte, i 1936, brød han med Marie-Thérèse Walter. Han havde mødt den kroatisk-jødiske fotograf og surrealistiske kunstner Dora Maar.

Hun var datter af en verdensberømt arkitekt, opvokset i Argentina og totalt uden hæmninger. Under deres første møde på en parisisk café, sårede hun en finger under en knivleg. Pablo Picasso hjemførte bjergtaget hendes blodige handske som trofæ.

Efter det tyske luftangreb i 1937 på Guernica i Baskerlandet, begyndte Pablo Picasso at omarbejde et allerede færdiggjort vægmaleri. Det var oprindelig bestilt af Spaniens republikanske regering som udsmykning af landets pavillion på Verdensudstillingen i Paris samme år.

Guernica-maleriet forestillede oprindelig en tyrefægtning. Det blev nu til en enestående fortælling om krigens rædsler, selve billedet på menneskets lidelser i et fascistisk samfund.

Under hele processen dokumenterede Dora Maar  med sin fotolinse Pablo Picassos arbejde med at forvandle det enorme vægmaleri fra et upolitisk til et politisk budskab.

Samme år tegnede Pablo Picasso to rablende satiriske billeder, Francos løgn og drøm. Pengene fra salget skulle gå til republikkens kamp mod fascismen.

Tiden før og under Anden Verdenskrig udviklede Pablo Picassos kunst i en skarpere politisk retning. Efter krigen meldte han sig ind i det franske kommunistparti, og blev en vigtig frontfigur i det organiserede fredsarbejde.

De sidste kvinder
Livet med Dora Maar endte i 1944. Året før havde han mødt den unge kunststuderende Francoise Gilot, med hvem han fik to døtre.

Som den eneste ud af de mange kvinder i Pablo Picassos liv forlod hun den nu 72-årige kunstner, godt træt af hans sidespring.

Blandt dem var den 24-årige Genevieve Laporte, der havde mødt Pablo Picasso som 17-årig, mens hun var aktiv i den franske modstandsbevægelse.

Hun indledte et forhold til den aldrende kunstner i 1951, blot for at forlade ham to år senere, ugen efter Francoise Gilot.

Det gjorde hun åbenbart klogt i. Som en af hans få kvinder blev hun en højt respekteret kunstner. Hun fik flere store priser for både sin poesi og sine dokumentarikfilm.

Gennem de to års samvær  havde Pablo Picasso foræret hende skitserne til hans portrætter af hende. Denne samling satte hun i 2005 til salg på auktion. Den indbragte hende 15 millioner kroner.

Det sidste forhold i Pablo Picassos kærlighedsliv blev også det længste. Han giftede sig i 1961 med den 45 år yngre model Jac­queline, født Roque.

Med hende tilbagte han de sidste 20 år af sit liv, det meste af tiden i Sydfrankrig, tæt ved Cannes. Gennem den periode malede han over 400 portrætter af hende, stadig mere abstrakte, det sidste i 1972.

Da han døde i 1973, nægtede hun at lade hans to døtre med Francoise Gilot deltage i begravelsen, og det kom til en voldsom arvestrid.

Jacqueline Picasso overdrog de mange malerier, skitser, skulpturer og lerfade til den spanske stat. De udgør i dag grundstenen i Picasso-museet i Madrid.

Som så mange andre af hans kvinder blev livet aldrig det samme, når Pablo Picasso forlod dem. Den 15. oktober, 13 år efter hans død, satte Jacqueline en pistol for panden og trykkede af.

Picassos egen samling af afrikanske figurer og vennernes værker, indsamlet gennem det meste af det 20. århundrede, findes på Musee national Picasso i Paris.

Picassos fødehjem i Malaga er i dag hjemsted for Pablo Ruiz Picasso Foundation, som har en samling på over 4.000 arbejder.

Mindet og myterne om denne geniale kunstner lever videre. I bøger og biografier om hans liv, på museet i hans navn – og i de saftige fortællinger om et liv i erotikkens og sanselighedens favn.