Statens Kunstmuseums kobberstiksamling viser lige nu en fremragende samling af den spanske kunstner Pablo Picassos grafiske værker.
Af Gert Poder
De fleste genkender sikkert Pablo Picassos hovedværk, det enorme vægmaleri Guernica. Det er et hjerteknugende monument over krigens rædsel og fascismens grusomhed, malet i 1937.
Nogle har måske set hans melankolske blå klovne, erotiske guitarer og kubistiske frøkener fra Avignon.
Derimod ved kun de færreste, at Pablo Picasso var en sværvægter i grafikkens verden og har lavet nogle af genrens største moderne værker.
Nu kan folk med hang til koldnålsraderinger, sukkerakvatinter og stregætsninger beruse sig i grafikkens forunderlige univers. Det skyldes, at Statens Museum for Kunst for nogle år siden besluttede at støve Kobberstiksamlingens renomé af.
Efter en tur i kældrene, der rummer en af verdens mest betydningsfulde samlinger af grafik, og i godt samarbejde med andre museer, viser Den Kongelige Kobberstiksamling nu udstillingen Picasso. Fortællinger fra labyrinten.
Her findes et af surrealismens grafiske mesterværker fra 1930’erne. Det er lykkes at samle 38 ud af de 100 blade, som Pablo Picasso lavede til sin forlægger Ambroise Vollard (1866-1939).
Denne Vollard-suite, som blev trykt i 300 eksemplarer fra 1930 til 1937, er en oversanselig vandring i et besynderligt univers. Det er tilsyneladende en sammenhængende fortælling om den skæggede billedhugger, hans model og sagnfiguren Minotauros, halv mand, halv tyr.
Nogle af bladene handler – måske – om de to menneskers intime forhold. På senere blade er de væk, erstattes af – ja, af hvad? Fortællingernes virkelighed er afsporet, rollerne væk, tidslinjerne opløst.
Her ses også Pablo Picasso illustrationer fra 1930 til en bog af den romerske skribent Ovids digte Metamorfoser. Det betyder »forvandling« – og handler om ændringer af skikkelser og identitet.
Et tredje højdepunkt på udstillingen er illustrationerne fra 1957 til spanieren Pepe Illos klassiske Tyrefægtningens kunst fra 1700-tallet.
Det er en skildring i tusch af en tyrs vandring fra det harmoniske liv i den frodige dal til arenaens brutale slagteplads.
Her, i arenaen ophører livet som refleksion. Istedet trykker virkeligheden sig på i form af picadoren til hest og bødlen, tyrefægterens skarpe klinge.
Det er både tegneserie om en tyrs rejse mod døden, og en gnistrende seksuel forening mellem mand og kvinde gennem hestens konfrontation med tyren.
Picasso. Fortællinger fra labyrinten lader sig ikke lige afkode. Dertil var dens skaber for stor. Det kræver tid, fordybelse, måske endda indsigt. Det kan man erhverve i det tilhørende katalog, fyldt med illustrationer.
Picasso. Fortællinger fra labyrinten. Den Kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst, Sølvtorvet. Til 27. februar 2011.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278