Det startede for 35 år siden med studenteroprør, kvindekamp, Vietnam- og fredsdemoer og EU-modstand. Men den røde tråd hos MULT skal man lede længe efter. Gudskelov.
Af Gert Poder
MULT – en forkortelse for multilateral (mangesidig) – startede for 35 år siden med en gruppe billedkunstnere, der samarbejdede med teater, ballet, musik og dans.
Sådan er det ikke mere. De ti udstillende kunstnere og deres fem gæster på MULT 2010 i Helligåndshuset på Strøget i København fokuserer på former og farver.
Der er ikke nogen rød tråd hos MULT, som fra starten har villet vise kunstens mangfoldighed. En af de unge gæster, Heidi Bielfeldt, er uddannet på Århus Kunstakademi i 2001. Hendes ylfingerfugle står og strækker sig nedad i rummet efter fodfæste, mens de seks kaffesøstre-figurer med et glimt i øjet klinker det skårede porcelæn.
En garvet flok
Hendes kolleger på MULT, gæster som medlemmer, er gamle i gårde, men der er noget sprælsk og evigt ungt ved denne atypiske kunstnersammenslutning, og det afspejler sig i valget af gæster.
En af dem, Lise Ring, er naturalist i sine skulpturer og har i sit motivvalg en forkærlighed for kvinder og dyr. I år er det skildpadderne, smukt rustne i deres skrotforme, samt især tre massive pelikaner, den ene i hvidt – uforstyrret i sin fundamentale ro.
Civilisationens forfald findes hos Barbara Schweitz, der sætter sine skulpturer af kasserede maskindele i dialog med en lillebitte fedstensfigur – naturmennesket i kontakt med industrisamfundets forvitrede affald.
Ved indgangen dominerer maleren Grethe Tranberg med sine farvevældende figurer, som en Breughel i middelalderen fortæller især Eldorado om sammenhænge. Væsener fra rummet, dyr og planter, dansende mennesker skaber sin egen natur.
Alfer og giganter
I den stik modsatte ende udforsker Jeff Ibbos store lærreder med sine enkle streger og massive former menneskets natur, vor kroppe, ironisk, distanceret, måske lidt forelsket.
Til højre for ham er den tyske gæst Caroline Kober håndværksmæssig fast i kødet. Hendes legende figurer svæver spindelvævslet i fantasilandskaber, der både rummer gru og længsel.
Helt anderledes jordbunden, men nok så humoristisk, er Lasse Mortensens sorte streg der indfanger sære, venlige væsener i former, der kan minde om indisk og sydøstasiatiske tryk.
På den anden side af rummet fortæller Eskild Hauchrog i blyant og tusch romantiske historier fra antikkens Grækenland. Oldtidens fløjtespillere, satyrer og mænader går lyslevende omkring, smiler til turisterne, lever deres eget evige liv, men konfronteres samtidig med nutiden.
Poul Frederiksens serie »Se min kjole« udforsker og udfordrer selve øjet ved at opbygge lærrederne som en synstest for farveblinde. De normalt-seende ser ganske rigtigt på afstand en kjole, skabt af prikker. Men hvad ser de andre?
Fra norske Roald Tellnes’ lærreder sitrer en mørk, troldeagtig undertone, dovregubbe-skilderier. Hans mennesker og dyr baner sig vej fra en dyster underverden i et skingrende rødt brændpunkt.
Glade grundformer
Kontrasten er stor til naboen Carsten Rütting Schweitz, som lader sine glade grundformer lege i de lystigste figurer. Det todelte Night and Day spiller sin gamle melodi, og kun Elvis-portrættet er lidt dystert.
Palle Rud Christoffersen er med som en gæst, der fører tilskueren rundt i et univers, som både vil fastholde former og lade dem opløses, vandringer ind i et grumt rum.
Også JChristian Jensen er repræsentret som gæst. Der er en intens stræben efter at skabe balance mellem modsatrette former i hans utitlede værker.
Grafikeren Jan Kiowsky undersøger med en serie fotogravurer en naturform, et forgrenet træ, der samtidig minder stærkt om et menneskes underkrop.
Endelig er Aage Leif Nielsen repræsenteret med fire bronzestatuer.
Årets MULT er nøjagtig så bred og mangfoldig som det fra starten har været meningen. Med sin blanding af stilarter, teknikker og materialer leverer udstillingen et solidt kosttilskud i en ellers blodfattig hverdag.
MULT 2010. Helligåndshuset, Strøget i København, til 17. oktober. Koncert kulturnatten kl. 21.00
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278