Kom indenfor Hvad er gæstfrihed? Er du gæstfri? Er din nabo? Dit land? Hvad er et hjem? Hvor åbent er dit hjem? Make Your Self At Home, stiller spørgsmålstegn ved begrebet gæstfrihed. Stine Bork Kristensen har talt med de to kuratorer, danske Charlotte Bagger Brandt og camerounske Koyo Kouoh om Make Yourself At Home. Udstillingen er en del af My World IMAGES og åbnede på Kunsthal Charlottenborg 3. september 2010.

Et hjem er noget vi bærer med os

Samtidskunsten fungerer på en global arena og skal bedømmes på de vilkår, som det enkelte værk byder ind med. Så for mig gør det ingen forskel, om jeg arbejder med en afrikansk kunstner eller en dansk kunstner.

Det er vigtigt for både Koyo Kouoh og jeg, at kunsten sætter en debat i gang, vover et standpunkt, kaster en bold ind i en diskussion.

Det interessante ved vores samarbejde er, at vi arbejder ens, men har meget forskellige baggrunde for vores arbejde. Jeg er interesseret i det, kunsten kan igangsætte – de tanker den kan producere, den erfaring der kan rykkes ved. Spændingsfeltet mellem stærk formgivning og det konceptuelle.

Ren form/formgivning keder mig hurtigt. Af samme årsag er jeg meget inspireret af kunstnere og kuratorer, der arbejder med nybrydende ting og sager og som også tør vove et standpunkt.

Som regel er der en politisk dimension i det, jeg laver, men som en nysgerrighed efter at nuancere tingene – se tingene fra nogle andre sider eller komme med nogle nye spørgsmål. Jeg er ikke så interesseret i svar, mere i om man tør stille spørgsmål også til sig selv.

Derfor synes jeg også, det er så interessant at arbejde tæt sammen med andre som kurator, fordi der i den proces er en interessant dynamik: Vi bidrager med forskellige ting og summen bliver altid større end delene.î

Det gælder for mange kunstnere i dag, at de rykker sig rundt i verden og bliver inspireret måske mere af rejsen end målet for rejsen. Og dét er interessant i forhold til tematikken omkring Make Your Self At Home – altså, hvad vil det sige at tilhøre et sted? At føle man hører til?

Vi har fødder, ikke rødder
Verden er kørt fra det spor, hvor vi bare kunne lukke os inde, for vi hænger jo sammen. Du kan ikke lukke dig inde bag de grænser, hvor der før hen var et paspoliti, og sige »Det her er vores lille del af verden«.

Vi hænger sammen menneskeligt, vores forbrug af CO2 hænger sammen – vi har brug for hinandens arbejdskraft, hinandens intelligens. Hvis vi hægter os af den vogn, så taber vi ganske enkelt os selv på gulvet.î

Et hjem er noget vi bærer med os. Umberto Ecco har sagt at, »Vi mennesker har ikke rødder – vi har fødder.« Vi er skabt til at bevæge os, og det gør verden jo også – og nogle mennesker mere end andre, selvfølgelig.

Man bærer sit hjem med sig. Vores nationalitetsbegreb – ja, vi har ikke formået at formulere det anderledes politisk, men det tror jeg, vi kommer til. Der kommer til at ske en forandring i vores forståelse af, hvad et sted er, hvad et hjem er, hvad en nation er.î

Så, hvordan får vi gjort det, så det ikke længere er »dem » og »os?« Hvordan kan vi skabe en verden, hvor vi sikrer, at det, at vi har fødder og hele tiden og altid har emigreret og altid har rejst over grænser, kan blive en måde at leve sammen på?

Det er for mig mere interessant, end om vi har et dansk flag, en møntfod der hedder krone, et land der hedder Danmark. Det er selvfølgelig væsentlig for mig, at vi lever et sted, hvor der er trygt at være, hvor der ikke er krig. Men en af de væsentligste måder at undgå krig på er jo, at man forstår, at verden bevæger sig.

Jeg vil plædere for nysgerrigheden
–Man frygter det, man ikke forstår, men man er nødt til at forstå, at verden rykker sig. Hvis man ikke vil se det i øjnene, så bliver man overrumplet som nation. Selv ens nære hjem og familie er jo ikke stationære instanser; det er instanser, der altid er til forhandling.

Man går til stadighed ind og værdiforhandler, laver nye aftaler med hinanden. Sådan er det i virkeligheden også med den geografi, man er bundet til; måske er man i dag snarere bundet til et sted – eller steder – end man er bundet til en nation?

Det er i hvert tilfælde mere interessant at tale om steder end nationer. Hvis man ser historisk på det, så har folk altid rykket sig; det er en måde at overleve på. Og det nomadiske er i dag en grundtilstand for langt flere mennesker end det modsatte.î

Jeg kan godt forstå mekanismen »verden bliver farlig«, men jeg vil bare gerne plædere for nysgerrigheden. Vi har jo alle sammen bygget vores liv op på vaner; for at hjælpe os selv igennem bare en helt almindelig hverdag, så vi ikke skal tænke over det hele hele tiden.

Dét er jo en given ting, men derfor er det også sundt for os alle sammen – også mig selv – at blive skubbet ud af vanetænkningen en gang i mellem, prøve noget nyt, få et andet udsyn, diskutere med nogen, vi ikke kender eller ikke er enige med.

Det er selvfølgelig også rart at være i vanen, at finde tilbage til det trygge, det underkender jeg ikke; vi har alle sammen vores livmoder et eller andet sted.

I virkeligheden er det nok mere et sted inde i os selv, end det er så meget andet. Man bliver større af at turde mødes med noget, som man måske ikke lige ved, hvad er, og så lytte.î

Jeg oplever et behov hos mange for at afsondre sig fra »de andre«, et behov som jeg er ked af at se. Danmark som nation, synes jeg generelt, lukker sig for meget om sig selv.

Make Your Self At Home er et visuelt udsagn i den debat: Vi åbner op ud mod verden – ser det og bruger det som en ressource, at vi er forskellige.