Med nuancer af sort sætter ordrupgaard fokus på otte billedkunstnere, der er gået imod samtids-strømmen og som maler om livets evige spørgsmål: livet, døden og historien

Lidenskaber i sorte nuancer

Ulrik Møller

Færge (Fåborg-Søby), 2009. Olie på lærred

af Gert Poder

Kontrasten er til at tage og føle på, når man forlader særudstillingen Nuancer af sort og går ud i Ordrupgaards smukke park.

Det første øjet møder hér er en mark af mælkebøtter, der står med hvide hoveder, klar til at sprede og mangfoldiggøre sig. Ramsløg i blomst kanter stierne, selv tidslerne ligner prydplanter.

Inden for råder en anden form for orden. Her holdes kampen mellem lys, mørke og farver i stram snor af de otte kunstnere. De har alle til fælles, at de streg for streg, strøg på strøg, skildrer den ydre og indre virkelighed, på én gang fotografisk klart og tydeligt utydeligt.

Nuancer af sort er kurateret af kunsthistorikeren Merete Sanderhoff, som i 2007 vakte opsigt med bogen Sorte Billeder – kunst og kanon.

Det dårlige selskab
Merete Sanderhoff pillede med sin bog ved den skjulte kanonisering, der hele tiden foregår i kunsten. Denne stadige helgenkåring af, hvad der er godt og skidt, der ophøjer én slags udtryk på bekostning af andre.

Det er denne proces, der bestemmer, hvad der er in og out på bjerget lige her og nu, hvor det sner i modsætning til manglen på bevægelse i den ligegyldighedens klamme baggårde.

Stillet overfor denne udvælgelse og kassering af noget på bekostning af noget andet stiller Merete Sanderhoff det ubehagelige spørgsmål:

Hvordan skal vi forholde os til kunstnere, der insisterer på at skabe værker uden at tage hensyn til, om de passer ind i tiden? Dem, de andre ikke må lege med. Det dårlige selskab.

For der har til enhver tid fandtes kunstnere, der – bevidst eller ubevidst – satte sig selv udenfor tidens trend. Nogle af dem startede som outsidere og endte som rettesnore. Hvem griner i dag af van Gogh, Rembrandt, Duchamp, Jorn?

Passion og håndværk
Merete Sanderhoff har udpeget otte danske kunstnere, der bevidst har stillet sig uden for kunstverdens selvopfattelse.

De fleste læner sig rent teknisk op af klassicismens kølige ro og afklarede, ofte supernaturlige skildringer af mennesker, dyr og bygninger. Det er en malertradition, hvor håndværksmæssig kunnen tæller mindst lige så meget som formens og farvens originalitet.

Klassicismen var i 100 år (1750-1850) den fremhersk­ende kunstretning i Europa og USA. Den var inspireret af datidens begyndende arkæologiske fund af statuer og templer fra oldtidens Grækenland og Romerriget.

Det var en venden tilbage til de gamle dyder med rene linjer, i skarp kontrast til tidens  anden dominerende kunstretning;:Romantikken med sin sødladne, patetiske og overdrevne skildringer af menneskelige følelser, hvor selv stenene græder!

Liv, død og historie
De otte kunstnere udtrykker sig alle temmelig ens rent formelt og æstetisk, men de har endnu en ting til fælles.

De deler en passion for at skildre kunstens – og dermed menneskets – klassiske temaer: Døden, tiden og historien. Det gør dem til seneste led i en uendelig række af kunstnere, der skildrer menneskets grundlæggende levevilkår og tilværelsens tunge spørgsmål.

De har skabt værker, der alle kredser om livet, døden og historien,. Det er en tradition, der går på tværs af tid, landegrænser, kunstarter og genrer.

Nuancer af sort angriber disse kunstneres insisterende spørgsmål ved at dele udstillingen op i to dele. Nederst i kælderen hænger et værk af hver, og for enden af rummet er opstillet en fladskærm og tre høretelefoner.

Her kan man høre interviews med fire af kunstnerne: Peter Martensen (1953), Balder Olrik (1966), Martin Bigum (1966) og Thomas Kluge (1969). De besvarer spørgsmål om, hvorfor de maler, hvad samtidskunst er og hvordan de arbejder med maleriet som medie.

De øvrige fire kunstnere er nu afdøde Preben Fjederholt (1955-2000), Michael Kvium (1955), den svenskfødte nordmand med islandsk pas, Odd Nerdrum (1944) og Ulrik Møller (1962).

Hvad de mener, må man gætte sig til, men målt ud fra deres billeder er der næppe de store udsving. For selv om udstillingen viser otte meget forskellige personligheder, så har de store fælles berøringsflader.

Dødens intense rum
Der råder en sær stemning omkring de otte kunstneres værker, en slags dødens  iskolde intensitet, fraværet af liv på overfladen, mens det myldrer af liv lige under glasuren.

Hver for sig vil kunstnerne i en slags dialog med beskueren. Værkerne har en mening og den vil de tale med om. De skriger ikke fra særudstillingens mure, men insisterer på at være til stede.

De hvisker os noget i øret, disse skæve, ofte lettere forvredne figurer, ofte holdt i sort og hvidt som var de gammeldags fotografier, snap­shots af vor indre virkelighed.

Hvis man kan tåle at stille værkernes spørgsmål og hvis man har mod til at granske deres svar, så er Nuancer af sort det rette sted.

Er man i stedet på jagt efter tilværelsens ulidelige lethed, så ligger Dyrehavsbakken med sin skrigende folkelighed og glitrende gøglerliv et langt stenkast fra Ordrup­gaard Udstillingsbygning.

Så tæt på, at man fornemmer duften af pølser og candy­floss. Så fjernt som til Mælkevejens yderste stjerner.

Nuancer af sort – samtids­kunst på Ordrupgaard. Vilvordevej, Klampenborg. Åben til 29. august.