Koloristerne 2010 er en smuk vandring gennem farvens univers, en smuk og livsbekræftende sammenstilning af liv og død, lys og skygge, natur og menneskesind

Toni Larsen

Toni Larsen

For 78. gang slår den dansk-svenske kunstnersammenslutning Koloristerne dørene op og inviterer indenfor til en vandretur i farvernes univers.

Koloristerne så første gang dagens lys i 1932, hvor malere som Åge Gitz-Johansen, Knud Nellemose og Povl Søndergaard gjorde oprør mod det de anså for modernismens alt for kølige og intellektuelle brug af farver og former.

Koloristernes fælles gods er den ubekymrede leg med formen som form og farven som farve. Inden for denne enkle ramme kan den enkelte kunstner folde sig ud.

Hængt op overfor hinanden giver det nogle morsomme kontraster, for form og farver er så mange ting - som hos Inge Lise Westmanns store papirlærreder lige inden for døren til højre. Hendes tre 'Vinterblomster' med tunge striber, pletter og punkter, holdt i sorte, grå og brune nuancer, anslår en dyster men bevægelig grundtone.

Ved siden af hende spiller Martin Berges enkle former og dæmpede farver også op til mørket, og Eli Benveniste brækker stumper af virkeligheden i sine kraftfulde skulpturer i sort og hvidt.

Men lige over for slår Jens Peter Helge Hansen gækken løs med humørfyldte fisk, farverige hulemandsfigurer og den altopslugende naturoplevelse i den vilde 'Suserup Skov'.

Begrænsningens kunst

De danske kunstnersammenslutninger har de sidste år ført en omtumlet tilværelse, især efter at Charlottenborg smækkede døren i og Den Frie på Østerport var lukningstruet.

Heldigvis er der fundet en foreløbig fire-årig løsning for Den Fri, og dermed for Koloristerne, men prisen har været, at man har mistet sine gamle 'legehuler' - de små, skæve rum, hvor en enkelt kunstner kunne lege i fred.

- Vi var selvfølgelig kede af at miste den plads, så vi havde forventet, at værkerne kom til at hænge oven i hinanden. Men sådan gik det ikke. Kunstnerne har i stedet været meget omhyggelige i deres valg af værker, siger Koloristernes mangeårige formand, billedvæveren Nanna Hertoft, til Arbejderen.

Hun er selv repræsenteret i det store ottekantede rum med det monumentane billedtæppe 'I det åbne land', som altid fyldt med boblende livsglæde, hvor naturfarver bølger og bruser i uld og hør.

Ved siden af hende er ophængt to malerier til minde om Hugo Arne Buch, der døde i 2008. De farvetunge, skæbnesvangre dæmoniske figurer og vilde ekspressionisme er i fuldstændig kontrast til Ole Heerups lyse, lette, varme og kosmiske lærreder og drilske trætoppe.

Ejgil Westergaards stenskulpturer kryber ind i tidslagene og blotter naturen - uden for og inden i, mens gæsten Simon Grimm fortsætter sin serie fra sidste år af træplader og papir, hvor midten er klippet ud som en taleboble med form der unægtelig ligner et lokumsbrædt.

En bred udstilling

Den Fri Udstillings Bygning domineres af et 'midterskib', hvor lyset vælder ned fra det dramatiske vinduesloft.

I denne lysstrøm kommer Ingvald Holmfjords fjerlette, lyse landskaber til sin ret. De nærmest flyver rundt som små sommerfugle og svøber sig om Lisbeth Nielsens smidige, stoiske urkvinder, selveste Eva af ler midt i rummet.

I samme rum er Anker Mortensen på besøg med sine drilske kompositioner - noget så sjældent som en færing, der i stedet for voldsom dramatik med enkle figurer indfanger himmel og hav i sit sorte univers. Her er også Svend Bøgh Danielsen, som med et blink i øjet graver sig ind i tilværelsen med tilsyneladende tilfældige penselstrøg og småbidder af livet.

Uhåndgribelig men på en håndgribelig måde er Leif Lages 18 akvareller, der skildrer en verden, hvor personerne stirrer anklagende, konturløse fra væggen, mens de forsøger at få kontakt.

Anderledes konkret er Søren Ankarfeldt, som i sit værk 'Dobbeltgængeren' har forladt sin hidtidige ekspressionisme til fordel for de skarpe linjer og konturer.

Over for ham gløder gæsten Carsten von Würden i sin farvepragt med en Star Wars-ballet i den evige søgen efter en fast dimension.

Mellem sig har de Kurt Tegtmeiers dæmoniske fugleskulptur og andre værker, svøbt i plastik.

I rummet til venstre for indgangen domineres den ene væg af gæsten Hartmanns neddimensionerede fjerkrælærreder - kæmpe gæs og ænder i grelle farvestriber, der forskyder sig til en følelse af vingesus.

I den anden ende af rummet fremviser Jørgen Teik Hansen sin brede palet med enkle kompositioner, velafstemte og balancerede lærreder, mens billedhuggeren Finn Nielsens sanselige stenskulpturer folder sig ud som om de ikke var skabt af menneskehånd, men er vokset op på en mark.

Den sidste væg er domineret af et kæmpe kvindeportræt i klassisk stil af Pia Schutzman, fuldstændig anderledes end hendes øvrige små og store billeder, holdt i mørke, dystre firkantede former.

Rejsebilleder

'At rejse er at leve' kunne være titlen på Helle Thorborgs serie af farverige og solmættede malerier - en sang fra de varme lande, som næsten tigger om at fortsætte direkte til det nærmeste rejsebureau.

Over for hende dominerer Niels Reumert som Koloristernes evige drillenisse i år med både sine umådeligt smukke keramiske krukker og fade, dels med sine små, anarkiske tegneseriefigurer, der leger deres helt eget liv.

Drilleri og Moder Jord er der også i digteren og maleren Toni Larsen, som i klodsede former kredser om livets enkle budskaber. Her er digte og billeder af Livets Køer, men også feminint klarsyn som i 'Yielding'.

Samme glæde ved naturen genfinder man overfor i Peter Hentzes kraftfuldt kolorerede fuglemosaikker, som sender sine glade forårshilsener til de besøgende hos Koloristerne.

For når foråret kommer, er det Kolorist-tid. 2010-udstillingen er en veltempereret hyldest til farver som farve og til former som elementer i et evigtvarende digt om livet og døden, mennesket og naturen.