Instruktøren Robert Guédiguian er selv vokset op med en far, som arbejdede på Marseilles havn, og han skildrer miljøet med en varme og kærlighed, der er sjælden.
Filmanmeldelse
af Magnus M. Ziegler
Hvor går grænsen mellem retfærdigheden og klassekamp? Og hvad er overhovedet retfærdigt i et uretfærdigt samfund?
Så vigtige spørgsmål stilles den aldrende fagforeningsmand Michel (Jean-Pierre Darroussin) over for i den franske instruktør Robert Guédiguians nye film, Kilimanjaros sne, der havde premiere på Cannes-festivalen og nu går i de danske biografer.
Den aldrende værftsformand og fagforeningsrepræsentant skal fyre 20 mand for at redde firmaet og dermed de resterende arbejdspladser på værftet i Marseilles havn. På demokratisk lægger han navnene på alle de ansatte i en box og trækker selv de uheldiges lapper op – inklusive sin egen.
Michel må indstille sig på en tidligere pension end planlagt, men han lader sig ikke gå på af det, i hvert fald ikke udadtil.
Voldsomt røveri
Kort efter holder han og konen Marie-Claire (Ariane Ascaride) guldbryllup på værftet. De får foræret en rejse til Kilimanjaro af alle gæsterne, men inden de når ret langt med planlægningen, stjæles både penge og billetter i et voldsomt hjemmerøveri.
Og nu stilles Michel over for det hårde valg: røverne kendte alt til pengene, altså må de have været med til guldbrylluppet. Men skal han straffe en af sine egne?
Vi lærer med det samme røveren at kende, og alt bliver kun værre af, at han er en af de fyrede, en ung mand uden penge der alene må tage sig af sine to yngre brødre. En situation der elegant beskrives gennem Nutella(!).
– Selv i arbejdskampen forsøger de at splitte os, siger Marie-Claire på et tidspunkt, og flere gange understreges det, at det er arbejdsgivernes skyld det hele – ofte af de samme mennesker, der ønsker at se røveren buret inde for livstid.
På den måde bliver Michels indre kamp manifesteret i særligt to poler. På den ene side konen Marie-Claire, der efter at være kommet sig over det første chok ønsker forståelse og måske endda tilgivelse frem for straf. På den anden side barndomsvennen Raoul (Gérard Meylan), der fortsat arbejder på værftet, og som var tilstede ved røveriet, der i ren hævngerrighed ønsker alt ondt for forbryderen.
Det søde pensionistliv
Over det hele ligger en dyne af selvbebrejdelse over det søde pensionistliv, Michel nu uden problemer kan føre. Hvad ville han have tænkt om sig selv for 30 år siden, da han var i den unge mands sko som ung og fattig? Uden tvivl at han var en skide småborger, lyder svaret ærligt fra konen.
Det er store spørgsmål og alvorlige emner, der tages op i Kilimanjaros sne, men det hele gøres med en god fransk lune.
Guédiguian er selv vokset op med en far, som arbejdede på Marseilles havn, og han skildrer miljøet med en varme og kærlighed, der er sjælden. Filmen er ikke et mesterværk, dertil er den til tider for rodet, ligesom man savner egentlig modstand til den evigt gode Marie-Claire. Michels indre tvivl er simpelthen ikke nok.
Ved Valladolid International Film Festival vandt filmen da også publikumsprisen, og den er nok også mere en publikums- end kritiker-pleaser. Men der fortælles flot om splittelsen mellem samfundets påståede retfærdighed og retfærdighed i et uretfærdigt samfund, og for det må man tage hatten af.
Kilimanjaros sne. Instruktør: Robert Guédiguian. Premiere i sidste uge.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
