I det storslåede science fiction-drama Prometheus konfronterer mesteren Ridley Scott forholdet mellem tro og teknik i spørgsmålet om, hvor langt mennesket kan gå.
Kunstnerportræt
Af Magnus M. Ziegler
Der var jubel blandt filmelskere og nørder verden over, da det rygtedes, at mesteren Sir Ridley Scott selv skulle instruere Prometheus.
Rumgyseren Alien (1979) var sammen med Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) og Scotts egen Blade Runner (1982) med til at gøre både science-fiction og gyserfilm til det, de er i dag.
Realistisk urealisme
Modsat de underholdende, men filmisk set ganske forfærdelige Alien vs. Predator-film (2004 & 2007), forbliver den nye film tro mod seriens univers.
Vi er i en ikke så fjern fremtid, hvor mennesket koloniserer nye planeter. De gøres beboelige gennem terraforming – et begreb der allerede bruges i rumforskning i dag på teoretisk plan.
I det magtfulde og skruppelløse firma Weyland Industries, der skubber til grænserne for menneskets kunnen og viden om universet, stræber to forskere efter at finde frem til menneskets oprindelse.
Peter Weyland, stifteren af Weyland Industries, finansierer den over to år lange ekspedition til det fjerne solsystem, hvor filmens hovedpersoner mener at kunne finde svaret på livets gåde.
Peter Weyland-figuren spillede hovedrollen i en af de mange kortfilm, der har været med til at bygge forventningen op omkring filmen: I en såkaldt TED-talk fra år 2023 fortæller Weyland om fremtiden for menneskelig teknologi med henvisning til netop Prometheus.
Han er titanen, der i den græske mytologi giver mennesket ilden, our first true piece of technology (»vor første rigtige teknologi«, red.), og som må lide evigt under guderne skrækkelige straf.
TED-talks er en serie af korte foredrag som forskere, entertainere og andre kreative hoveder holde på stort anlagte konferencer (http:// www.ted.com/)
Teknik og tro(værdighed)
Netop denne indlejring i en realistisk kontekst er med til at bære filmen.
En anden side af sagen er det tekniske: selv om Scott ikke er bange for moderne teknologi, holder han sig til stædigt til at bruge ægte kulisser og rekvisitter, hvor han kan.
Det giver en tyngde, som computere endnu ikke kan skabe. For det andet giver det vægt til filmens helt centrale tema: spørgsmålet om mennesker og teknologi.
For hvad er teknologi overhovedet? Når androiden David får os til at tvivle om hans evne til at ønske og føle, og når mennesker som guder bliver i stand til at skabe liv, kan vi så reducere teknik til et spørgsmål om mål og middel?
Eller skal vi snarere – som nogle tænkere har foreslået – finde teknikkens væsen i kunsten, i fotoet, i filmen. Det er det store spørgsmål, der i Scotts fortolkning kommer til at handle om konfrontationen mellem tro og teknik.
For hvor fremmede de skræmmende rumvæsner end virker, så føles det aldrig urealistisk. Og selv om Prometheus er proppet med future tech, så tror vi på, at det lykkes den karismatiske Weyland at få sin ekspedition af sted – med alt hvad deraf følger.
Dét pirrer vores nysgerrighed ad helvede til. Med andre ord: mesteren er hjemme.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
