16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Filmfestival sætter fokus på nyt talent

Filmfestival sætter fokus på nyt talent

Onsdag, 04. april, 2012, 10:46:55

Københavns forestående filmfestival, CPH PIX, er stadig ung, men styres af erfarne kræfter, som byder på spændende og anderledes filmoplevelser.

Fra filmen Dogtooth.
Paradisfilm.dk

 

af Benjamin Nehammer

Der er fokus på de nye talenter, når København inviterer til filmfestival fra den 12. til 29. april.

Der er tale om en filmfestival med både format og ambition. Biografer over hele byen tager del i projektet, både små og store, både Gloria og Husets Biograf såvel som Dagmar og Palads.

Det hele startede i 2009, da NatFilm Festival og Copenhagen International Film Festival slog sig sammen og blev til CPH PIX.

Selvom PIX kun er fire år gammel er der erfarne kræfter bag roret, folk som Jacob Neiiendam og Thure Munksholm, der med vanlig sans for hvad der rører sig internationalt, byder på filmoplevelser, man ellers ikke var kommet i nærheden af i danske biografer.

Fokus på nyt talent

På PIX skal man ikke forvente at blive strøget med hårene. Til gengæld er der rig mulighed for filmoplevelser, der »overrasker og underholder, pirrer og provokerer«, oplyser arrangørerne.

Fokus er på nyt talent, og hvor er det dog betryggende, at der er så meget af det. Hele fire af festivalens serier fokuserer på debuterende eller nye instruktører – New Talent Grand Prix, Front Runners, New Danish Talent og 3X3.

Det er blandt andet i sidstnævnte serie man kan opleve den græske instruktør Yorgos Lanthimos, som har nydt international anerkendelse for »Dogtooth«. Filmen har vundet adskillige priser, blandt andet Un Certain Regard ved Cannes-festivalen. Og så var den desuden nomineret til en Oscar. Udover »Dogtooth« er Lanthimos også repræsenteret på festivalen med »Alps« og »Kinetta«.

Græsk film blomstrer i øjeblikket, og vil man se hvorfor, er Lanthimos et godt udgangspunkt.

Det er også i serien 3X3, at man kan opleve tyskeren Fred Kelemen. Keleman har været filmfotograf for en af de største nulevende filmkunstnere, den ungarske Béla Tarr. Hvis Tarr har haft bare en smule indflydelse på Keleman, kan man vente sig meget af Kelemans tre film, »Fate«, »Frost« og »Nightfall«.

Maestros

Er man ikke så meget til de nye talenter, byder PIX også på den såkaldte Maestro-serie. Her er tale om mere etablerede instruktører, i år eksempelvis Francis Ford Coppola med filmen »Twixt«.

Der kan være gode grunde til at være skeptisk overfor 3D-film generelt, men når en instruktør af Coppolas format tager mediet til sig, som det er tilfældet her, vækker det en vis nysgerrighed. Martin Scorsese gjorde det samme sidste år med »Hugo«, og man kan jo håbe, at de to instruktører indvarsler en modning af 3D-filmen over de kommende år.

I samme serie kan man se frem til Abel Ferrara, Alexander Sokurov og Dardenne-brødrene. Sidstnævnte vandt i år Juryens Grand Prix ved Cannes-festivalen for »Drengen med cyklen«.

Udover blot at vise gode film uddeler PIX også to priser, New Talent Grand Prix og Publikumsprisen.

New Talent Grand Prix er hovedkonkurrencen og uddeles af en international jury. 10 debutanter konkurrerer om 30.000 euro, som skal »hjælpe instruktøren videre mod næste film, og mod en international karriere«.

Blandt de nominerede til årets Publikumspris finder man overraskende nok »Human Centipede 2«, en horror film som på grund af sit grafiske materiale og bizarre plot er blevet forbudt i Storbritannien. De andre nominerede tæller både politiske film, thrillers og det mere poetiske. Der er blandt andre ungarske Bence Fliegaufs »Just the Wind« og japanske Hirokazu Koreedas »I Wish« at se frem til.

Vinderen modtager 100.000 kroner i lanceringsstøtte.

Læs mere på www.cphpix.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. apr. 2012 - 10:46   03. sep. 2012 - 10:50

Film