I stedet for en frisindet og frisk film om unge pigers seksuelle udvikling, giver den norske film »Ta’ mig« et indblik i en forkrampet amerikansk sexmoral.

Hvad der kunne være en frisindet og frisk film om den svære begyndende seksualitet ender i en bornert omgang amerikansk seksualforskrækkelse på norsk, hvor telefonsex bliver syndigt.

miraclefilm.dk

Filmanmeldelse

af Benjamin Nehammer

Ta’ mig er en tilsyneladende afslappet og laidback ungdomskomedie, men det til tider grafiske (og modige) materiale udvandes af instruktøren Jannicke Systad Jacobsens bornerte tilgang til seksualitet.

Filmens manuskript har styrker i form af veldefinerede karakterer, som udvikler sig på interessant og troværdig vis, men det centrale drama er besynderligt: Alma (Helene Bergsholm) er en 15-årig pige, der som så mange af hendes jævnaldrende er i færd med at opdage sin seksualitet.

Hendes frustrerede begær rettes mod en dreng fra skolen, Artur (Matias Myren). Begæret er gengældt, men udtrykkes på mærkelig vis, da Artur til en fest vælger at prikke til Alma med sit erigerede lem.

Da Alma fortæller sin veninder om hændelsen, bliver den ene jaloux og sår tvivl om Almas historie. Som en utroværdig følge heraf udstødes hun fra hele skolens sociale fællesskab.

Man spørger sig selv, om ikke der er mange danske 15-årige derude, som vil finde den konflikt barnlig. Har vi ikke en ungdom i dag, der – på godt og ondt – er en del mere seksuelt erfarne? Filmen foregår ganske vist på landet, i den lille by Skoddeheimen. Filmens tema er bare ikke ungdommen på landet, men ungdom i det hele taget.

Derfor har man svært ved at tro sine egne ører, da moren (Henriette Steenstrup) opdager, at Alma har købt telefonsex for flere tusinde kroner, og som reaktion beder om at få lov til at være alene. Det beder hun altså om...

Havde en dansk mor ikke bare grinet, trukket på skuldrene, og så taget den besværlige snak med sin seksuelt frustrerede datter?

I en anden scene tilstår moren endda overfor en veninde, at hun »hader« sin datter for at føle seksuelt begær.

Filmens forudsætning synes at være, at den slags foregår i alle familier. Det har man svært ved at tro på, med mindre familien er amerikansk. Set i dét lys giver det da også mening, at filmen vandt en pris for bedste manuskript på Tribeca Film Festival.

For enten er nordmændene usædvanligt seksuelt forskrækkede, eller også lefler filmen for en amerikansk filmbranche, hvor sex og alkohol helst skal tyndes helt ned til det smagløse.

Jeg hælder til det sidste.

Almas mor er ikke en norsk mor, men en amerikansk. På Manhattan, hvor Tribeca Film Festival finder sted, bliver Ta’ mig muligvis set som en seksuelt frigørende og ærlig film. Det er det bare ikke. Systad Jacobsen pakker konsekvent sit materiale ind i det søde og det nuttede.

Det tætteste vi kommer på ærlighed er, da Alma blaffer til Oslo og søger tilflugt hos sin venindes søster Maria (Julia Bache-Wiig). Hun bor i en knirkende lejlighed et sted i centrum.

Søsterens venner er kærligt skildret, og vi forstår, hvorfor Alma vender tilbage til Skoddeheimen med fornyet styrke: Her har hun endelig fået et indblik i den voksne og seksuelt åbensindede verden, der venter hende.

Filmen når her sit dramatiske og kvalitetsmæssige højdepunkt, men ellers spises vi af med, at de grafiske scener forsødes af løjerlig og malplaceret musik.

Nuvel, Ta’ mig er en komedie, men humor udelukker ikke oprigtighed, og det havde til tider klædt Systad Jacobsen at tage sit emne alvorligt.

Så havde svenske Lukas Moodyssons Fucking Åmål (1998) da lidt mere mod.

Ta’ mig. Instruktion: Jannicke Systad Jacobsen. 76 minutter. Premiere i dag.