17 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alt vil blive godt i sidste ende

Alt vil blive godt i sidste ende

Torsdag, 22. marts, 2012, 10:57:10

»The Best Exotic Marigold Hotel« er en hjertevarm film om nogle engelske pensionisters møde med det folkerige, kaotiske og anderledes Indien.

Judi Dench og hendes seks pensionistkolleger er fremragende i John Maddens hjertevarme film »The Best Exotic Marigold Hotel« om mødet mellem stive vesterlændinge og Indiens farverige, spontane og kaotiske Indien.
Filmen

af Jørgen Melskens

Når man er utilfreds med de hjemlige forhold og står overfor at blive pensioneret, hvorfor så ikke flytte væk  fra familie og venner og i sin tidlige pensionisttilværelse starte på et »nyt« liv?

Det beslutter syv pensionister fra England sig at gøre i filminstruktør John Maddens hjertevarme The Best Exotic Marigold Hotel.

De gamle har på internettet fattet kærlighed til et ældre hotel et sted i Indien og tager med store forventninger afsted først med fly og siden med bus.

Det hotel, de når frem til i byen Japur, er dog ikke lige det, der var lovet dem. Hotellet var formodentlig i den engelske kolonitid et stort og moderne hotel, men siden Indiens selvstændighed i 1949 og englændernes fraflytning er det forfaldet, så det nu nærmest ligner en ruin.

Men de engelske pensionister beslutter at give det en chance, især fordi hotellet unge ejer besidder en ovenud fantastisk optimisme. Han lover, at alt vil blive bedre, når bare han får tid.

For som  han siger: »Alt vil blive godt i den sidste ende, så hvis det ikke er godt, er det endnu ikke enden«.

For de lidt stive og gammeldags engelske pensionister bliver mødet med den indiske hverdag et chok. Her er mylder og kaos i gaderne, mennesker overalt og en leve­vis, de aldrig have forestillet sig hjemme i gode, gamle Storbritannien.

Det bliver et bevægende møde med det indiske kosmos for alle syv, hvoraf kun den ene har været i Indien før som ganske ung.

The Best Exotic Marigold Hotel rummer på den ene side sorg, ensomhed og isolation. Men samtidig skildrer den hylende morsom sammenstødet mellem de stive vesterlændinge og det spontane Indien, hvor livet ikke er en dans på roser, men hver dag en kamp for at overleve.

Instruktøren John Madden har fået nogle af Englands bedste skuespillere med Judi Dench i spidsen til at spille disse syv arketypiske pensionister. Det gør de aldeles fremragende.

Men mest af alt er filmen værd at se, fordi den viser, at det er muligt at overvinde mange tærskler og ændre fordomme om andre kulturer, når bare hjertet sidder på rette sted.

The Best Exotic Marigold Hotel. Instruktion:John Madden. 124 minutter. Premiere i dag over hele landet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. mar. 2012 - 10:57   03. sep. 2012 - 10:50

Film