For nyligt sluttede den 62. udgave af Berlins Film­festival Biennalen. Vanen tro rapporterer vor Berlin-korrespondent Karen Thastum om stort og småt fra den vigtige festival.

Filmageren Abdels har fået den crazy idé at iscenesætte en svævende jomfru Maria med sin ukendte familie i alle rollerne, og mor skal producere! Resultatet er en skøn historie med humor og hjerte. Den går bag om filmen og stiller spørgsmålstegn ved bevæggrundene for sensationslystent filmmageri.

Berlin filmfestival

af Karen Thastum

I søndags sluttede den 62. Berlinale med den Gyldne Bjørn til italienske Cesare Deve Morire (Caesar Must Die) af Paolo & Vittorio Taviani, et teaterstykke iscenesat i et fængsel med de indsatte som skuespillere.

Sølvbjørn til Csak a szel (Bare vinden) af ungarske Bence Fliegauf. hvis film basere sig på en mordserie på romaer i Ungarn.

Der var også priser til den danske Nikolaj Arcels film En Kongelige Affære.

Generelt hyldede kritikerne udvalget af film i konkurrencen for vovet og godt. Dog var der nogen kritik af priserne, blandt andet af kongefilmen, der blev betegnet som ret traditionel.

Selv var jeg som sædvanligt rundt i festivalens andre klasser, nemlig Forum, Panorama, K+ og Retro, der i år hedder Die rote Traumfabrik (den røde drømme­fabrik), med masser af  russiske film.

Som sædvanligt er det skønt at være i biografens fyldte sale, hvor alle snakker med alle, kommenterer og diskuterer filmene med de, der har lavet den.

Festivalen har i år solgt cirka 300.000 billetter

Europas og Grækenlands historie

Min festival starter med en afsked og det er en trist anledning der giver mig mulighed for at gense et af filmhistoriens store værker.

Det er To livadi pou dakrisi (Engen græder) af Theo Angelopulos. Han omkom for 14 dage siden under tragiske omstændigheder i et trafik­uheld.

Efter at have genset filmen er det svært at se noget andet. Ingen anden filmmager har et så specielt sprog, der samtidig er så universelt.

I filmen oplever vi Eleni – som er taget i pleje hos græske flygtninge fra Odessa – i Grækenlands historie, der samtidig også er Europas. Ingen anden filmmager har i den grad beskæftiget sig med den græske historie.

Jeg er fascineret af billedverden i filmen, og dens langsomme bevægelser, tid og stemninger gør, at man er mere »tilstede« i filmen end egentlig tilskuer.

Det er som at være i et billede, som at være vidne til historiens vingesus, med al dens smerte, men også dens glæde, kærlighed og skønhed.

Theo er født i 1937, så han har oplevet falangisterne og Anden Verdenskrig, sidenhen Grækenlands borgerkrig og diktatur. Ved sin død var han ved at lave en film om Grækenlands økonomiske krise som tredje del af en trilogi, hvor Engen græder er den første.

Theo var først og fremmest politisk filmmager. Mange af hans film handler om Balkan og om flygtninge, det var hans baggrund og dét, der lå ham på sinde. Han bragte det til udtryk med stor filmkunst, mystisk, stemningsfuldt og unikt.

Jeg tænker på, om hans team – mennesker han har arbejdet sammen med i alle de år og som også har gjort ham til den han var – mon kunne lave hans film færdig?

Der er altid så mange involveret i produktion af en film og altid kun den ene instruktør nævnt, men i virkeligheden kan én mand ikke alene lave store film.

Ved filmvisningen var både forfatter Petros Markaris, der er Theos ven og drejebogsforfatter gennem 40 år, og Berlinalens leder Dieter Koslik til stede.

Dieter mindedes Angelopolos først og fremmest som en politisk filmmager. Jeg citerer her og ønsker, at han turde sige det samme ved det store røde tæppe til Berlinalens galla:

– I virkeligheden er det ikke en økonomisk krise vi har. Det er ikke en krise, der skyldes det enkelte menneske eller det enkelte land. Det er en moderne klassekamp, hvor den enkeltes griskhed bliver iscenesat af pengegerrighed, og hvor de, der er rige, bliver rigere og de, der er fattige, bliver fattigere.

Efter fimen og fantastiske Alexandra Aidinis skuespillerpræstation vandrer jeg hjem gennem Berlins nat. Byen forandrer sig for tiden, og det, at byen er blevet så attraktiv, er samtidig blevet bolighajernes paradis.

Almindelige lejere som jeg kan af og til ikke sove om natten af frygt for, at der næste dag ligger et brev i postkassen med en opsigelse eller en huslejestigning på 200 procent. Men vi må jo bare holde stand så godt vi kan selv om der er meget der skriger til himlen – som Eleni i slutningen af filmen.

Løgnene om Fukuchima

Hvad der også skriger til himmelen er forholdene i Japan. I Europa hører vi ikke mere om Atomkatastrofen. Jeg tør vove at sige, at det er lykkedes at »tysse« hele affæren ned.

Funahashi Atsushi rejste til Tokio for at lave en kærlighedsfilm, men det blev der ikke noget af på grund af jordskælvet. I stedet tog han sit kamera og dokumenterede med mere end 300 timers optagelser mennesker fra Futaba – en lille by i provinsen Fukuchima 3 kilometer fra det nedsmeltede atomkraftværk – der levede i eksil på en skole i en af Tokios forstæder.

Filmen Newclare Nation er 145 minutter om, hvordan naboerne til atomkraftværket er blevet snydt fra starten af. De er blevet købt af atomlobbyen og har ladet sig binde Fukuchimaværket på armen som »et kæmpe fremskridt«. Det er også historien om hvordan de efter nedsmeltningen bliver røvrendt efter alle kunstens regler.

Det er der måske ikke noget nyt i, men filmens diskrete indtrængende facon taler for sig selv og viser et billede af Japan, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Pludselig står det klart for mig hvor fascistisk et styre Japan har, det er som om det ikke har ændret sig noget siden 2. Verdenskrig.

Det er absurde, enkle og indtrængende billeder: fra den forladte og øde by Futaba ser vi i skæbnens ironi et kæmpe skilt med »atomkraft ,vores ven og hjælper«

Vi følger familier, der har mistet alt både bohave, og familiemedlemmer, hvis hus er fejet væk af Tsunamien, eller som står intakt men urørligt på grund af stråling.

Vi møder bonden der fodrer sine køer midt i den forbudte zone, fordi han ikke kan holde ud at de skal dø. Det giver ingen mening, men som han siger:

– Jeg er selv bestrålet lige som min køer – vi er så at sige i samme båd og holder sammen nu.

Futabas borgmester har fået sig et eksilkontor på anden sal i skolen og prøver fortvivlet at holde modet oppe hos byens 1.400 eksilborgere. Måske er det hans udtalelser der vækker mest til eftertanke.

Den lille borgmester der præcis som alle de andre lod sig købe, dengang a-kraftværket blev bygget.

– Alle siger, at vi er blevet rige af at have atomkraftværket i vores nærhed. I virkeligheden er vi blevet snydt fra starten af, i den tid værket har været her har vi bare fået mere gæld. Vi fik lidt billigere strøm, det er det hele, den meste strøm bliver sendt til Tokyo…

– Jeg er sikker på at vi er blevet bestrålet fra starten af, dengang blev ikke målt. Nu har vi mistet alt hvad vi havde og vi får ingen erstatning blot tomme ord”

Tomme ord er også det, som borgmesteren får til et pressemøde hvor han ellers grundigt har forberedt sine klager og spørgsmål.

Pressemødet er som et teaterstykke: De ansvarlige kommer med en udtalelse hvorefter de »may take their leave« og forlader mødet.

Da Futabas borgmester endelig kommer til orde kan han stille sine spørgsmål og klage sine klager til tomme stole.

Der er stadig cirka 20 atomkraftværker i Japan samt tre på vej, alle bygget i potentielle jordskælvsområder. I dag er ca. 70 proocent af japanerne imod atomkraft og alligevel er de stadig høflige, bukker for Tepko og veksler håndtryk med politikerne.

Billedet af en mumifiseret ko i stalden i 20 zonen brænder sig ind i min bevidsthed.

Hvor blev far af?

I Indonesien på den anden side af Stillehavet er der ingen atomkraftværker.

Der er bare det hårde liv i tæt forbundethed med havet hos Bajosfolket i Wakatobi, men også her er klimaforandringer med til at gøre livet mere farligt for fiskerne, der bor i de traditionelle huse på pæle i havet.

I 25-årige Kamila Andinis film The Mirror Never Lies (Havets spejl) kommer en far ikke tilbage fra sin fisketur og hans datter Pakis venter tålmodigt.

Vi er på rejse med børnefilmfestivalen K+, som igen i år byder på film om børn og unge kloden rundt.

Måske er The Mirro never Lies lidt for sørgelig på trods af de betagende tropiske omgivelser. Men på sin vis lykkes balancegangen mellem et dybt alvorligt tema: nemlig forholdet mellem mor og datter og forholdet til sorg og til det at være barn.

Moren, der bærer sørgemaske, nægter at snakke med og trøste sin datter, der på sin side stadig hårdnakket tror, at faderen vender hjem.

Morens lukkethed overfor datteren bliver for mig filmens ægte problematik, selv om der i historien er indbygget noget om at passe på naturen og WHO har været med som sponsor.

Pakis har et spejl, som hun prøver at spå i. Hun håber at faren viser sig og fortæller hvor han er. Til sidst stjæler Pakis alle landsbyens spejle som hun hænger op i et træ (flot billede).

Først da finder de farens båd og det er klart at havet har taget ham. Alt sammen barske begivenheder, men parallelt oplever vi børnenes verden, hører deres og Bajofolkets musik og sange og fortrylles af de fantastiske omgivelser.

Overført er træet med alle spejlene måske et billede på Indonesien, et  stift system der har brug for at kunne erkende.

Liv, min datter, der i år tilhører de unge journalister ved Berlinalen, har følgende kommentar:

– Bølger kommer og går. Det hvide sand og det turkise, næsten uvirkeligt virkende hav fortryller mig. Først ser jeg kun et landskab, men da jeg ser nøje efter opdager jeg tusinde detaljer i Havets spejl. Det er næsten ærgerligt at man ikke kan stoppe filmen og træde ind i dens verden. Banjoernes kultur har fascineret mig, og den rolige måde,som filmen bliver fortalt på var fantastisk.

Hvordan slipper jeg af med far?

Temaet »hvor blev far af?« er også til stede i filmen fra Uruguay La Demora (forsinkelsen) af Rodrigo Plá.

Her er historien omvendt: Den overbelastede datter og enlig mor til tre børn ved ikke hvad hun skal stille op med sin far, der bliver mere og mere senil og skal passes i hjemmet.

Hun aner ikke sine levende råd og ønsker bare faren væk,for hvordan klarer man at forsørge sine børn, når man hele tiden skal se efter en senil far og kun kan arbejde hjemme?

Datteren beslutter at ansøge om at få far på plejehjem, dog uden held. Hun tjener for meget siger socialarbejderen, hjemmene er kun for de gamle der går forvildede rundt i gaderne.

Og så er det det sker, hun efterlader faderen på en bænk i en park. Han kan ikke selv finde hjem. Den ene vil have sin far tilbage, den anden sætter ham ud, det er ikke let at gøre menneskenes børn tilfredse.

La Demora fortæller i stille billeder en fin og varm historie uden mange omsvøb. Jeg kan afsløre, at datteren til sidst henter sin far. Så der er håb forude for aldrende fædre, selv om plejehjemmene bliver afskaffet.

Filmen vandt både en pris fra den Økumeniske jury og fra avisen Tagesspiegels læserjury.

Og hvad så, når mor er væk?

Børnejuryen premierer også en film om en manglende forældredel med den berømte Krystalbjørn, men her er det moren der mangler.

Far smider ungerne ind i en faldefærdig bil og flytter med dem til den anden side af USA.

Arcadia af Olivia Silver er en road movie og low budget film med fire rigtig fine og naturlige skuespillere – faren og hans tre børn. Og ja, faren er bestemt ikke perfekt og igen bliver der ikke snakket om, hvad der er sket med moren, som i virkeligheden er indlagt på psykiatrisk afdeling.

Som i alle gode film bliver vi nødt til at konfronterer os med problemerne, og det er rigtig fedt, at en far endelig får lov til at tage ansvaret.

Børnefilms Festivalens anden Hovedpris fra den internationale (voksen) jury gik til filmen Kauboy.

Den fortæller historien om en lille dreng, Jojo, som finder en allikeunge. Alliken har det samme problem som Jojo, de har begge tabt deres mor.

 – Filmen rørte mig til tårer og det taler for sig selv, siger min datter Liv.

Og når mor er med

I Kongo, i Kim Nguyens film Rebbel, møder vi Komona, der under dramatiske omstændigheder bliver stjålet til jobbet som børnesoldat. Inden da bliver hun tvunget til at skyde sine forældre.

I det virkelige liv er Rachel Mwanza, der vandt Sølvbjørnen for bedste kvindelige skuespiller »bare« et gadebarn der blev »sat ud« af sin bedstemor, og forældrene var for længst over alle bjerge.

Det er  ikke en historie, der sælger som filmmanuskript. Der går det bedre med krig, børnesoldat og geværer i hænderne på mindreårige.

I filmen Jaures fortæller Vincent Dieutre, at canadiske manuskriptskrivere tilbyder asylansøgere at skrive deres historier om, så de er mere brutale og chancerne for asyl bliver større.

Hvad sælger, hvad sælger ikke? det er nok ofte spørgsmålet.

En jomfru svæver

I La Vierge, Les Coptes et Moi (jomfru Maria, kopterne og mig) af Abdel Messeeh –som jeg vil tildele min gyldne filmrulle – lykkes det ikke at overbevise filmproducenten om, at Jomfru Maria i virkeligheden er set svæve over den koptiske kirke i Kairo under revolutionen i 2011.

Da han rejser ud på landet, hvor han stammer fra, siger producenten rent ud, at han ikke gider betale for filmmagerens »back to the roots trip« og skruer nøglen om på pengekassen.

Og hvad så? Ja, så må mor til! På subtil vis lykkes det Abdel at lokke sin mor hjem hvor hun kom fra i Ægypten, hvor hun for år tilbage rejste til Europa fra og efterlod sin lille dreng, Abdel, som hun senere hentede til Paris.

Filmageren Abdels har fået den crazy idé at iscenesætte en svævende jomfru Maria med sin ukendte familie i alle rollerne, og mor skal producere!

Resultatet er en skøn historie med humor og hjerte. Den går bag om filmen og stiller spørgsmålstegn ved bevæggrundene for sensationslystent filmmageri.

En film med den svævende jomfru bliver til for familien, der følger processen og til sidst ser resultatet. Vi ser blot »the making of«, hvor vi oplever mor og søn med en masse selvironi.

Alting stiger

Der er mange bevæggrunde og årsager til, hvorfor film bliver til og hvorfor ikke. Berlinalen er stedet, hvor mange fantastiske historier fortælles, heldigvis også dem uden den store sensation.

Berlinalen har lukket dørene for denne gang, og jeg håber, at der går mange år, inden huslejen stiger 200 procent både for mig, for Berlins mange bio­grafer og naturligvis for de mange innovative filmmagere verden over, så der bliver tid og råd til at gå »bag om filmene«.