31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Formidabel hyldest til stumfilmen

Formidabel hyldest til stumfilmen

Torsdag, 09. februar, 2012, 11:33:07

Ny teknologi kræver vilje til at omstille sig. De, der ikke gør, efterlades bagud i udviklingens store løb. »The Artist« hylder de, der ikke nåede toget.

Entertainer og stumfilmstjernen George Valentin, mens han stadig er på toppen. Men katastrofen lurer forude, fordi han nægter at omstille sig til det nye medie – talefilmen.
Scanbox

Filmanmeldelse

Af Magnus Ziegler

»Quiet on the set, please! And - action!«. Med de ord slutter The Artist. Det er nogle af de eneste ord, der bliver sagt, i den eneste scene, hvor der bliver sagt noget.

Så har vi også det slået fast: The Artist er en stumfilm. Læserne skulle nødigt ende som den amerikanske kvinde, der sagsøgte en biograf, fordi hun ikke havde forstået, at hun havde købt billet til noget så kedeligt og gammeldags som en stumfilm.

The Artist er langt fra kedelig og gammeldags. Michel Hazanavicius’ blændende film om stumfilmssuperstjernen George Valentin (Jean Dujardin), der må se sin karriere slået til ruiner, da talefilmen gør sit indtog, og han nægter at omstille sig, er fremragende.

Den unge, upcoming skue­spillerinde Peppy Miller (Bérénice Bejo) omstiller sig gerne til talemediet. Symbolikken er så tyk, at man kan skære i den, da de to mødes på de store trapper i filmselskabet Kinographs hovedkvarter – hun på vej op, han på vej ned.

The Artist er nødt til at benytte sig af symbolik. Den er skudt som en klassisk stumfilm i 4:3-format, i sort-hvid og helt uden tale, kun med små tekstbidder af den allermest nødvendige dialog klippet ind.

Så der er simpelthen ingen anden udvej – præcis som der ikke var det, før talefilmen blev opfundet.

Wauv, hvor det lykkes. Som Steven Soderberghs The Good German (2006) var en skøn hyldest til den klassiske film noir, er også The Artist en formidabel hyldest til stumfilm æraens mestre.

Den høstede fortjent tre Golden Globes ved dette års uddeling, og var nomineret til ikke færre en ti Oscars, heriblandt de prestigefyldte priser for Bedste Film og Bedste Instruktør.

The Artist er på een gang en solid kærlighedskomedie, en gribende tragedie, en sprudlende hyldest og et filmteknisk mesterværk.

Med sit fokus på fremskridtets konsekvenser og forfængelighedens pris er det en stumfilm for det 21. århundrede, hvor der netop sker så meget. Hazanavicius nævner selv, at historien om et menneske i en overgangsfase er evigt gyldig.

Man behøver ikke at være filmaficionado eller stumfilmskender for at se The Artist. Det eneste, man behøver, er en kærlighed til smukke film og gode historier. Og har man det, så skal man se at skynde sig i biffen.

The Artist. Instruktion: Michel Hazanavicius. 100 minutter. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. feb. 2012 - 11:33   03. sep. 2012 - 10:50

Film