31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pigen der kyssede magten

Pigen der kyssede magten

Fredag, 20. januar, 2012, 18:12:48

»Putins kys« er en potent og aktuel dansk dokumentar om det russiske magthieraki set gennem øjnene på en ung Putin-tilhænger.

Masha Dragova, født 1989, blev kendt som pigen, der som 23-årig for rullende TV-kameraer gav Putin et kys. Takket være flid og loyalitet samt blondt hår og stor barm blev hun talskvinde og fik endog – i bedste Berlusconi-stil – job som vært i et TV-talkshow.
dfi

Filmanmeldelse

af Tue Magnussen

Den 37-årige instruktør Lisa Birk Pedersens dokumentarfilm Putins kys vakte allerede opsigt på den store dokumentarfilm festival i Amsterdam for en måned siden. Den er blevet rost til skyerne, og udtaget til denne uges prestigefyldte og toneangivende Sundance-filmfestival i USA.

Det er en knaldgod og indsigtsfuld dokumentar om den 19-årige Marsha. Hun arbejder sig hurtigt op gennem det nye politiske oligarki i Rusland i den Kreml-støttede ungdomsorganisation Nashi, der giver klare associationer til nazisternes Hitler-Jugend.

Putin-jugend

Filmen tegner et skræmmende portræt af et militaristisk, marcherende, nationalistisk, topstyret Putin-Jugend, der som politisk projekt har tilsvining af den gryende, demokratiske opposition mod Putin.

Ja, i bogtaveligste forstand skider de nationalistiske ungdommelige stormtropper på oppositionens biler som led i kampagnen mod »Ruslands fjender«. Med Masha som den centrale figur beskriver filmen de vigtigste faser i ungdomsbevægelsens Nashis udvikling.

 Putins Kys er også en god kilde til at forstå udviklingen i Rusland. Således udtalte udgiveren af det internationalt respekterede Moscow Times for nylig, at hvis man ville forstå det moderne Rusland, så skulle man se filmen.

 Samtidig er det på sin vis en portrætfilm af to unge russere, Masha og Oleg.

Masha Dragova, født 1989, blev kendt som pigen, der som 23-årig for rullende TV-kameraer gav Putin et kys. Takket være flid og loyalitet samt blondt hår og stor barm blev hun talskvinde og fik endog – i bedste Berlusconi-stil – job som vært i et TV-talkshow.

Oleg Kashin, dokumentarens anden hovedperson, ansporer til Mashas gryende tvivl.

– Jeg er en kritisk, oppositionel journalist, sagde han til Arbejderen ved en forevisning af filmen med efterfølgende debat i Grand-biografen i København forleden.

Masha begynder at forholde sig stadig mere kritisk til Putins projekt, den politiske elite og det nye oligarki, som hun er blevet en del af. Masha og Olegs prøvelser binder dem sammen i et venskab, der cementeres, da Oleg overfaldes og næsten slås ihjel af ekstreme Nashi-tilhængere.

Videre med livet

Filmen er endnu ikke vist i Rusland. Oppositionen er glade for, at historien bliver fortalt, for det er ikke ligefrem den slags historier, der får prominent plads i russiske medierne.

Masha selv er bekymret for sin karriere. Hun er helt ude af politik i dag og arbejder på et reklamebureau. Hun vil helst undgå alt for meget opmærksomhed.

Hun skal – efter hvad instruktøren og Oleg Kashin oplyste – være bevidst om, at begge parter – altså både de regeringsvenlige og de kritiske – er interesseret i at »bruge« hende og hendes historie.

Selv vil hun helst bare videre med sit liv.

DR viser Putins kys i Dokumania på DR2 senere i år. Men den fortjener at blive set før som eksempel på en imponerende, potent dansk dokumentarfilm og som tankevækkende baggrund til den aktuelle situation i Rusland.

Putins kys. Instruktion: Lisa Birk Pedersen. 82 minutter. Premiere i torsdags.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jan. 2012 - 18:12   03. sep. 2012 - 10:50

Film