Aldrig før eller siden har en debutfilm vakt så megen opmærksomhed som Orson Welles’ geniale dødsfilm Citizen Kane fra 1941.
Filmanmeldelse
Af Benjamin Neehammer og Magnus Ziegler
Sommetider er det med en vis ærefrygt, man dumper ned i biografsædet. Eksempelvis for at se den film, der igen og igen er blevet kåret til verdens bedste.
Har man set den amerikanske filminstruktør og skuespiller Orson Welles’ fabeagtige debutfilm fra 1941 Citizen Kane før, kan man gøre det igen i Cinemateket indtil 22. januar.
Endda i en ganske pæn udgave og på et rigtigt lærred, sådan som film nu engang skal ses – og har man ikke, så er grunden desto meget større.
Det er sagt meget om Citizen Kane. Filmen har for længst opnået mytisk status, og har haft stor indflydelse på filmhistorien. Hvis de filmtekniske nybrud kan være svære at få øje på, skyldes det udelukkende, at de for længst er blevet selvfølgelige. Alligevel føles filmen altid ny, spillevende og relevant.
En gotisk komedie
Citizen Kane begynder med et par overvældende skud af det gigantiske og mystiske palads Xanadu, inden vi præsenteres for dets ejer og filmens hovedperson: Charles Foster Kane (Orson Welles).
Han ligger på sit dødsleje, og hans sidste ord – »Rosebud« – driver resten af filmens fortælling. I den berømte slutscene afsløres betydningen, men inden da tjener det mest som en plotmæssig undskyldning for at præsentere os for Kanes usædvanlige liv.
Den ansigtsløse journalist Thompson interviewer den afdødes nærmeste, og ud fra deres beretninger kastes vi ud i en ikke-kronologisk fortælling om den stenrige Kane.
Den vises gennem en til tider så fantastisk lyssætning, klipning og fotografering, at man som publikum føler sig henstillet til en art drømmeverden.
Den legendariske filmkritiker Pauline Kael har kaldt filmen en »gotisk komedie.« Filmen er da også så, at komik næsten konstant kombineres med det helt store, underliggende tema – døden.
I næsten hvert eneste skud optages forgrunden af livlige karakterer, mens baggrunden optages af statuer, døende mennesker eller afbildninger af de allerede afdøde.
Er journalisten Thompson måske selv Dødens skikkelse, i færd med at gøre regnskabet op?
Omringet af fortiden
Filmen opnår sin stærke virkning ved at fortælle en enkel historie med så stærke karakterer og på så kreativ vis, som den gør.
Og ikke mindst ved et manuskript, som stopfodrer karaktererne med perfekte replikker, som »If I hadn't been very rich, I might have been a great man« (Hvis jeg ikke var så rig, var måske blevet en stor mand, red.).
Man forstår hvorfor den spanske filminstruktør Luis Buñuel kaldte Citizen Kane noget så prætentiøst som »en natlig rejse ind i det ubevidste«, for fortællingen er opbrudt, men holdes i høj grad sammen af visuelle temaer.
For eksempel sker der i løbet af hele filmen en konstant ophobning i antallet og tydeligheden af diverse antikke statuer – helt op til den store finale, hvor Kane er omringet af dem.
I et andet af filmens berømte skud er han omringet af sine egne døde spejlbilleder. Det er den slags greb, der har bidraget til filmens myte, og ikke mindst til dens kvalitet.
Citizen Kane skal med andre ord ikke blot ses, fordi den er en filmhistorisk milepæl, men fordi det er en skide god film.
Citizen Kane (Den store mand). Instruktion: Orson Welles. 120 minuter. Cinemateket, til 22. januar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
