Alle film på Kurdish Film Festival – Copenhagen sætter fokus på prisen for at kæmpe for selvstændighed og undertrykkelsens grusomhed.
Dansk-Kurdisk Kulturcenter, der blev dannet i 1983, præsenterer nu for første gang en filmfestival med film fra og om livet som kurder.
Ifølge arrangørerne skal Kurdish Film Festival – Copenhagen især sætte fokus på presse- og ytringsfrihed, såvel for kurderne som for det internationale samfund.
Derfor indledte festivalen, der foregår i Albertslund Biograf udenfor København, i går med hovedfilmen PRESS. Det er en dramatisering af, hvad der skete, da en række mennesker udgav Tyrkiets første kurdisk-sprogede avis Gündem i halvfemserne. Press vises igen ved festivalens afslutning på søndag.
I dag er der skandinavisk premiere på filmen Mes. Den foregår i byen Mardin, som blev hårdt mærket af det tyrkiske militærkup 12. september 1980. Den følger en gruppe drenges skæbne efter kuppet. Filmen har lige vundet fire priser ved den vigtige tyrkiske filmfestival Golden Orange i Antalya.
Senere vises dramaet Min Dit fra 2007. Det er den første kurdisk-sprogede film, der blev optaget i Tyrkiet. Den følger en gruppe gadebørns kamp for overlevelse i den sydøst-tyrkiske storby Diyarbakir efter det politiske mord på deres forældre.
Lørdag lægges ud med den svensk-producerede film The Guerilla Son om forholdet mellem en kurdisk partisan og hans søn, som blev sendt til Sverige i 1991 for at skåne ham for krigen i irakisk Kurdistan.
Der fortsættes med to kortfilm. Toros Daglari er en beretning om »Toros«, der er symbolet på menneskehedens umenneskelighed.
Halepce – Sonsuz Umut afdækker gennem interviews med ti overlevende hvad der skete, da byen Halepce og mere end 200 kurdiske landsbyer blev angrebet med kemiske våben gennem tre dage i 1988.
På festivalens sidste dag vises ud over hovedfilmen PRESS en film om nogle af de kurdiske småpiger, der under statsmassakren i Dersim i 1937-38 blev revet væk fra deres familier og adopteret af tyrkiske soldater. De søger efter 72 års tavshed tilbage til deres rødder og beretter om deres smertefulde erindringer og traumer.
Alle film er tekstet på engelsk. Ud over at vise filmene har Dansk-Kurdisk Kulturcenter også arrangeret musik fredag aften og en paneldebat om vilkårene for kurdisk filmkunst lørdag aften. Billetter kan købes på 4364 0198 og www.mute.dk.
Dansk-Kurdisk Kulturcenter har over 600 medlemmer. Foreningen skal fremme kurderes integration samt skabe sociale fællesskaber og sammenhængskraft i det danske samfund.
Kurdish Film Festival – Copenhagen. Albertslund Biograferne 10. –13. november. Arrangør: Dansk–Kurdisk Kulturcenter. Læs mere på www.nudem.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278