I dag og på lørdag er der en enestående chance for at se en sober film om palæstinensernes leder, Yasser Arafat, hans liv, kamp og død.

Morten Mejnecke

Filmanmeldelse

af Anders Fenger

En ny film om den legendariske leder for palæstinenserne gennem flere årtier, Yasser Arafat, rejser spørgsmålet, om han i virkeligheden blev forgiftet af israelske agenter.

Instruktøren Richard Symons nye film, The Price of Kings, antyder det

Der er nu verdenspremiere på filmen i København i dag. Der er mulighed for at se den igen på lørdag under CPH:DOX-filmfestivalen.

Det kan i hvert fald varmt anbefales.

Arafat, mangeårig leder af den samlede palæstinensiske befrielsesbevægelse PLO,  døde i 2004 efter at være blevet belejret af israelske soldater i sit hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden.

Interview med hans nærmeste rådgivere i hovedkvarteret tegner et frygteligt billede af Arafats sidste dage, der pludseligt får udslet og feber. Israelske soldater stod lige udenfor og belejrede huset og kontrollerede alt, der kom ind og ud af huset – også mad og drikke.

– Han vidste, han var blevet forgiftet, men han blev ved med at arbejde. På et tidspunkt sagde han til mig, »jeg tror, de har fået ram på mig«, fortæller eksempelvis en af de palæstinensiske chefforhandlere, Ahmed Qurei, i filmen.

Arafat hentydede med sit udsagn klart til Israel.

Officielt døde Arafat af en uforklarlig sygdom på det franske hospital, han i al hast var blevet overført til.

Men hele filmen viser tydeligt, at Israel havde god grund til at likvidere manden.

Samlede folket

Arafat samlede det palæstinensiske folk helt tilbage i 1960’erne og 1970’erne og fik verdens opmærksomhed rettet på Mellemøsten.

Han besteg i 1974 talerstolen i FN’s Generalforsamling og udtalte de berømte ord, »Jeg har en olivengren i den ene hånd og et gevær i den anden. Tving mig ikke til at tabe olivengrenen.«

Det lykkedes Arafat at gøre verden opmærksom på det palæstinensiske flygtningeproblem, og at et folk var undertrykt. Han var med til at sikre, at flygtningene blev betragtet som frihedskæmpere.

Han sikrede at holde nogenlunde sammen på de utallige palæstinensiske fraktioner og grupper.

Filmen afspejler fint, hvordan det zionistiske Israel på intet – simpelthen intet – tidspunkt mente noget seriøst med fredsforhandlinger med palæstinenserne, hverken under Oslo-aftalen, Camp David i år 2000 eller senere.

Israelsk terror

Meget interessant er også filmens afsnit om, hvordan staten Israel blev til. Der er uforglemmelige klip med israeleren Uri Avneri, der i dag fortryder, at han i 1948-1949 deltog som zionistisk terrorist i væbnede udrensninger af palæstinensiske landsbyer.

Avneri blev i 1980’erne medstifter af fredsorganisationen Gush Shalom (Fred Nu).

Filmen indeholder også mindre gode afsnit, hvor der bliver sat fokus på terrorisme, intifadaerne, Hamas og fredsforhandlingerne.

Men her er alligevel en sober film, som alle kan blive meget klogere af. Tak for det.