Den mexicanske film-instruktør Amat Escalante har både nosser og talent til konsekvent at skildre, hvad undertrykkelse og udnyttelse kan tvinge mennesker ud i.

Uden opholds- og arbejdstilladelse er de mexicanske daglejere overladt til det amerikanske arbejdsmarkeds luner. Og det kan tvinge dem til hvad som helst.

Øst for Paradis

^filmanmeldelse _{af Benjamin Carl Egerod}

Åbningen fortæller meget om en film. Den slår stemningen an, og det er her, fat den skal fange sit publikum. Efter åbningssekvensen til den ame­ri­­kansk/mexicanske Los Bastardos er man ikke i tvivl om, hvilken slags film, man skal til at se.

En tilsyneladende forladt vej­strækning. To skikkelser nærmer sig langsomt fra horisonten. Den eneste lyd er, når den ene sparker en fodbold op mod væggen langs den vej, de går på. Han slentrer videre hen ad vejen og indhenter bolden for så at skyde den tilbage mod væggen og indhente den igen.

Scenen varer flere minutter. Kameraet står stille, der er ingen lyd – det er én lang gentagelse. Det er monotont og fortæller alt om filmen: det her er ikke en joy ride.

Det virker følelseskoldt, men også absurd. Man sidder med et lille smil på munden – og en dårlig fornemmelse i maven. Det her skal gå galt.

kynisk udnyttelse

Fausto (Rubén Sosa) og Jesus (Jesus Moises Rodriguez) er illegale mexicanske indvandrere, der arbejder som daglejere i USA.

Uden opholds- og arbejdstilladelse er de overladt til det amerikanske arbejdsmarkeds luner, og det arbejde, de kan få, er ligeså monotont som filmens åbningssekvens. De tilfældige arbejdsgivere, der samler dem op, er usympatiske mennesker på jagt efter billig arbejdskraft, som ikke stiller krav. De lukrerer på de mexicanske daglejeres situation og forsøger at tvinge dem til hvad som helst.

Et andet sted samme aften møder vi en tilsyneladende klassisk skilsmissefamilie: den deprimerede mor, Karen (Nina Zavarin) står foroverbøjet og laver aftensmad til sin fremmedgjorte teenagesøn.

Næste scene er alt andet end klassisk – tåkrummende, nærmest uden dialog. Den ender med, at sønnen tavst forsvinder ud af døren. Hans mor reagerer ved at tage stoffer og falde i søvn foran fjernsynet.

Mødet mellem disse sørgelige eksistenser er uundgåeligt – og da de mødes, står Jesus og Fausto over Karen med et ladt haglgevær. De to undertrykte og udnyttede daglejere er pludselig i en uvant magtposition, som de udnytter på en utraditionel måde.

Det starter i det små Det starter i det små med et måltid mad og en tur i poolen, men ender med gråd, oralsex og narkotika.

Men det virker aldrig dramatisk. Dialogen er nærmest fraværende og der bliver aldrig spillet musik. Det gør sammen med den meget langsomme klipperytme og det stillestående kamera hele seancen følelsesmæssigt afkoblet.

absurd ligegyldighed

Den ligegyldighed som gennemsyrer alt, hvad de to daglejere laver – lige fra at forberede en byggegrund til at holde en fraskilt kvinde i en aparte gidselsituation – giver et brutalt billede af den virkelighed, som nogle mennesker lever i, og hvad den virkelighed kan få dem til at gøre.

Los Bastardos er stærk og dristig. Det er en eksperimenterende film om undertrykkelse, og hvad det tvinger mennesker ud i. Under hele forløbet leger den med sit publikum og får dem til at veksle mellem latter, morbid fas­cination og direkte afsky.

Det som den mexicanske instruktør Amat Escalante sætter sig for med Los Bastardos, kræver nosser at gennemføre og enormt talent at eksekvere – og han er i den grad forsynet med begge dele.

Los Bastardos. Instruktion: Amat Escalante. 90 minutter. Premiere i dag Øst for Paradis, Aarhus.