I »Limitless« er lykken en lille pille, der kan udnytte hele den menneskelige hjernes kapacitet. Bivirkningerne taler vi ikke om.

filmanmeldelse af Steen Flemming Jørgensen
Hvor langt skal man gå, for at få styr på det hele?Er der i det hele taget nogen grænser for, hvor stor en del af sin hjerne, som mennesket kan aktivere?
Det spørgsmål stiller den amerikanske filminstruktør Neil Burger i Limitless (Grænseløs).
Eddie, en ung, forhenværende forfatter lider af en skriveblokering, der i den grad giver ham sociale og økonomiske kæmpe problemer. En dag støder han ind i sin tidligere svoger, der arbejder i medicinalindustrien.
Svogeren præsenterer Eddie for et tophemmeligt medikament i form af en lille pille. Den skal tages hver dag og vil straks forøge hans hjernes kapacitet med flere 100 %.
Eddie sluger straks en pille og nu åbner der sig en helt ny verden. Han skriver sin bog færdig og den bliver en succes. Men ved et besøg hos sin tidligere svoger, finder Eddie ham død, og lejligheden gennemrodet. Eddie finder dog lageret af pillerne.
Hans lykke er åbenbart gjort. Han bliver en coming man i overklassens glitrende verden. Her er slanke smukke blondiner, mange penge, eksotiske rejsemål og hurtige biler. Han begynder også på Wall Street med stor succes.
Der er dog et lille men: medikamentet er endnu ikke godkendt og Eddie begynder at få forfærdelige bivirkninger. Samtidig forsøger nogle gangstere at få fat i pillerne med alle midler.
Alt i alt en ganske banal spændingsfilm, men historien giver et uhyggeligt perspektiv til medicinalindustrien. Tænk – bare en lille pille om dagen og din lykke er gjort. Bivirkningerne taler vi ikke om.
Filmen har også et billedsprog og det er et fotografisk mesterstykke. Klipningen er helt i top. Man sidder og nyder denne billedoplevelse.
Men slutningen på filmen, ak og ve. De sidste fem minutter ødelægger fuldstændig historien. Der må da findes bedre manuskriptforfattere, eller også lefler instruktøren åbenlyst for den laveste fællesnævner.
Limitless. Instruktion: Neil Burger. 110 minutter. Har haft premiere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278