Scream 4 befinder sig i spændingsfeltet mellem remake, reboot og noget helt nyt. Den beviser dermed, at gyser-instruktøren Wes Craven er i en liga for sig.

Wes Craven spiller uovertruffent på menneskets ur-angst og dets grundlæggende beskytterinstinkt.

Scream4

Af Anders Bech Aktor og Benjamin Carl Egerod

»Nyt årti, nye regler« lyder catch-phrasen til Wes Cravens seneste horrorfilm, Scream 4, og det er lige præcis, hvad man får.

Gysergenren har i flere år været inde i en periode hvor det meste har været mere eller mindre vellykkede genindspilninger af den ene klassiker efter den anden:

Michael Bay (Transformers, Bad Boys)  har således stået bag genindspilninger af klassikere som Fredag den 13. (Sean Cunningham) og A Nightmare on Elm Street (Wes Craven), og der er en fortsættelse til sidstnævnte under opsejling.

Wes Craven har flere gange givet udtryk for sin afsky overfor den slags geninspilninger, som han ikke mener tilfører noget nyt til genren, og med Scream 4 viser Wes Craven, at han er mange ligaer over den gennemsnitlige gyserinstruktør.

Scream 4 befinder sig i spændingsfeltet mellem remake, reboot og noget helt nyt, hvilket også er et centralt tema i filmen.

Sidney Prescott (Neve Campbell) er vendt tilbage til Woodsboro på årsdagen for den tragedie, der fandt sted i byen i årene 1996-2000 (Scream 1-3), for at promovere sin nye bog sammen med sin kyniske agent, Rebecca (Alison Brie).

Der går imidlertid ikke lang tid, før det går op for vores hovedperson at hun er havnet i et nyt mareridt hvor morderenGhostface imiterer mordene fra den originale hændelse, der fandt sted så mange år tidligere.

Mordene er inspireret fra Stab-serien, som i Scream-universet er de film, som er lavet over Sidney Prescotts liv.

Efter den originale Stab-trilogi blev de ødelagt af ligegyldige efterfølgere, som ikke er baseret på noget virkeligt.

Som journalisten Gale Riley – Gale Weathers i de originale Scream-film – (Courtney Cox Arquette) pointerer: »How meta can it get?«

gyserkonventioner

Gyserfilm er meget ofte bygget op omkring konventioner, som de forskellige klassikere har skabt: Man må aldrig undersøge mærkelige lyde, man må ikke drikke sig fuld eller have sex, og man skal være jomfru hvis man vil overleve.

Disse regler blev dog allerede taget under kærlig behandning i de første Scream-film, og Wes Craven nærer ingen illusioner om at man bare kan fortsætte i samme stil.

Disse konventioner, som andre gyserfilm tramper rundt i, er so last century. Det ved Craven – det er trods alt ham som har skabt mange af dem – og i Scream 4 viser han med ynde, hvordan en gyserfilm skal skrues sammen.

Det står klart, hvorfor Wes Craven i en alder af 71 stadig er et fyrtårn, som alle andre navigerer efter.

Tilbage hos filmklubben  på Woodsboro High forklarer gysernørderne Robbie og Charlie (Eric Knudsen og Rory Culkin) reglerne for det nye årtis gyserfilm:

Det uventede er den nye kliché: Der sker altid det omvendte af hvad man regner med. Morderen skal være mere ekstrem og filme sin »kunst«. Eftersom jomfruer er er en mytisk kliché, er den eneste måde at overleve at være homoseksuel.

Den nye Ghostface blander et remake og et reboot, som bliver kaldt for et Screamake, og den allerede tykke meta/verfremdungeffekt bliver meget tykkere. Det er dog alt sammen en del af filmens præmis og kontrakt, så det bliver aldrig for meget.

mere end overflade

Wes Craven kan dog andet end at få horrorfans til at klappe i hænderne. Udover at være en gyserfans våde drøm, så er Scream 4 også utrolig godt filmet og instrueret.

Stemninger bliver bygget op, og det grin, man havde på læberne, bliver med én eneste lille ændring i enten lyd eller billede, vendt til intens suspense og uhygge.

For mens Scream (1996), omend en genistreg, ikke er specielt uhyggelig, lykkes det her for gysets mester at skræmme mange gange; ved hjælp af shockeffekter, ved hjælp af stemninger som bliver bygget op og ned.

De regler som Craven selv bygger op, piller han ligeså hurtigt ned igen og bryder, hvorefter  man med forventningen om det uventede får smækket en stor fed kliché lige i ansigtet som i den grad tager røven på en.

Tag for eksempel scenen hvor den førnævnte bogagent, Rebecca, er på vej igennem en øde P-plads. Hun bliver ringet op af Ghostface, men når ind i sin bil.

Man behøver ikke have set mange gysere for at vide, at morderen altid gemmer sig på bagsædet  eller under bilen. Som publikum sidder man også bare og venter på, at Ghostface hopper frem fra bagsæddet, mens Rebecca febrilisk prøver at starte bilen.

Men nej. Hun vender sig om og kigger  på bagsædet for at chekke. Hun stiger ud, hvorefter hun bliver fulgt af et kamera nede under bilen. Også her er hun klog nok til at kigge efter.

Rebecca er kynisk, men hun er bestemt ikke dum, og derfor hopper man i sædet når det går op for én, at morderen står dér, hvor der øjeblikket før var tomt.

 Karaktererne i Wes Cravens film er på ingen måde uintelligente: De er ganske velbevandrede inden for gysergenren, kender reglerne og ved hvad de skal gøre.

Netop her bliver Scream 4 mere end bare underholdning og geniale punchlines, men også en lynende intelligent film med en masse tematikker som stikker dybere end som så.

Ved første øjekast kan det virke som om, at Scream 4 bare er en billig kommentar til »se mig« -facebook generationen, som vil være berømte uden at kunne noget Går man lidt længere ind, vil man opdage at det slet ikke er så overfladisk endda.

Det nye cast fungerer som et ekko  af fortiden og som et ekko af de originale Scream-film. Uden at afsløre for meget kan man godt sige, at det bestemt ikke er uvæsentligt for filmens afslutning.

 Der er masser af guf både for horrorfanatikeren og nybegynderen. Bravo, Wes: Du har skabt en moderne klassiker ved at genopfinde dine egne regler.

Der er ingen over og ingen ved siden af The Master of Suspense, og som en kold kommentar til den sump af genindspilninger, der findes derude, slutter Scream 4 af med den geniale linje:

»You forgot the most important rule of remakes: ... Never fuck with the original!«

Scream 4. Instruktion: Wes Craven. 111 minutter. Har haft premiere.