Det blev en norsk film, der løb med glasbjørnen, på dette års børnefilmfestival i Berlin.
af Karen Thastum, Berlin
En del af Berlins internationale filmfestival Berlinalen er børnefilmfestivalen.
Til børnefilmfestivalen er der altid liv og glade dage. I år foregik festivalen, som hedder Generation K+, i Haus Der Kulturen der Welt, da traditionsbiografen ved zoo var ved at blive renoveret.
Liv Thastum, min datter på 13 år, der gennem mange år har fulgt festivalen, var i år blevet udvalgt til børnejuryen.
– Børnejuryen kommer ind i biografen af vores specialindgang. Vi er 11 børn mellem 11 og 13 år. Et ulige tal hvis der skulle være uenighed om, hvilken film der skal vinde. Vi sætter os og ser os omkring, biografen er fuld, næsten alle 1025 pladser er optaget, vi glæder os til den næste film, siger Liv om optakten til en af hendes yndlingsfilm: A Pas de Loup (På stille poter) af Oliver Ringer, Belgien/Frankrig.
PÅ STILLE POTER
Hun fortæller videre om filmen:
»På stille poter gør ikke brug af ord, vi hører kun hovedpersonen Chatys tanker, og man genkender sig selv i den fantastiske verden hos den lille pige.
Hver weekend kører hun sammen med sine forældre ud i sommerhuset, det hedder sig at forældrene har brug for rekreation, ingen spørger Cathy, hvad hun har brug for.
Hun vil ikke i sommerhus, men vil hellere blive hjemme i byen. Sådan tænker hun, indtil hun en dag møder en bonde, der giver hende et tryllefrø, og som viser hende naturens hemmeligheder. Herude i skoven er der meget bedre, tænker Chaty, mon mine forældre opdager hvis jeg forsvinder ud i skoven?
Det er først til sidst, at forældrene opdager, at deres datter virkelig eksisterer. En film der virkelig bliver set fra barnets side.«
VERDENS BEDSTE MÅLMAND
– Der var rigtig mange gode film i år, fem dage med op til fire film om dagen. Man kunne godt bliver træt, men dette års vinder, var vi alle enige om. Det blev den norske film Keeper'n til Liverpool (Liverpool målmanden ) af Arild Andresen, der inviterede os med på en fantastisk, spændende og sjov historie, siger Liv Thastum, inden hun går over til at beskrive filmens indhold:
»I den 13-årige Joss klasse bruger drengene ikke lommepengene til slik men til at købe fodboldkort. Alle håber at få pakken med Liverpools målmand. Samtidig forelsker Joss sig i den smukke Mary.
Der er kun et par problemer:
1. En irriterende og pylret mor.
2. Joss klasse kammerat Tom-Erik, hvis lektier Joss laver for ikke at få tæsk.
3. Joss er bange for at spille fodbold.
Ja så behøver man ikke at undre sig, hvis fantasien spiller en et puds.«
– Vi blev alle fængslet af filmen fra start til slut. En super biografoplevelse som både ung og gammel kan glæde sig over, fastslår Liv.
VERDENS RUNDESTE HISTORIE
Men børnefilmfestivalen har også barske historier om børn, en af dem er Bad o Mah (Vind og Tåge) af Mohammad Ali Talebi. Den er filmet to steder i Iran, helt i syd ved grænsen til Irak og helt i nord i en lille landsby oppe i bjergene.
Den lille dreng har mistet sin mor i et bombeangreb, mens familien boede i syden og faren arbejdede på olieraffinaderiet. Efter morens død placeres drengen hos bedstefaren sammen med sin storesøster. Han løber bort i skoven, men løser til slut sit trauma hjulpet af en hvid fugl og ved en næsten symbolsk forening af kræfter: Den dumme pige, der i starten driller den lille dreng, indser sine fejl og hjælper storesøsteren med at lede.
En poetisk og fint fortalt historie. Selvom filmen ingen priser vinder, er den for mig en af festivalens mest »runde« historier. Også fordi den lader et lys af håb flimre midt i disse enorme og traumatiske problemer, som en krig trækker med sig.
Selvom film som for eksempel »Vind og Tåge« er rigtig gode, var det vigtigt for børnejuryen i år at præmiere en film fra deres egen verden og for deres egen alder. I vore dages præstationsverden er en film, om ikke at være superhelt – tværtimod – og alligevel at klare ærterne til slut, noget der taler til de unge.
Og – et vigtigt punkt – man kunne rigtig grine af vinderfilmen.
Filmfestivalen sluttede den 20. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
