03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Med svanerne på syretrip

Med svanerne på syretrip

Lørdag, 22. januar, 2011, 11:12:07

Med historien om en ung, aseksuel danserindes jagt på sin indre sorte svane overskrider filminstruktør Darren Aronofsky stort set alle tabuer i sit paranoide mesterværk.

Med sit ypperlige portræt af ballettens isolerede og aflukkede verden er Black Swan en barsk kajetrækker til det ubønhørlige præstationsræs i dansens verden. Kampen for at få de gode partier og angsten for at miste dem til rivalerne styrer i en verden fyldt med glitter og glamour.
Black Swan

af Gert Poder

Advarsel:Hvis du afskyr film med psykologiske kvindeportrætter, kvalmende effekter, og lange scener taget med håndholdt kamera, så hold dig væk fra denne film.

Hvis det ikke er tilfældet,  så venter der en oplevelse ud over det sædvanlige i den amerikanske filminstruktør Darren Arnofskys psykologiske thriller Black Swan.

Med afsæt i den russiske komponist Peter Tjajkovskys berømte ballet Svanesøen fortæller han historien om historien, kampen mellem den hvide og den sorte svane.

I filmen bliver den symbolske kamp omsat til barsk virkelighed. Det er set før, blandt andet i den spanske instruktør Carlos Sauras geniale filmatisering af Bizets opera Carmen (1983).

Forskellen er, at mens Saura gennem flamencoen skildrer en ydre erotisk konflikt mellem tre mennesker, så trænger Arnofsky hæmningsløst ind i hjernen på  den unge, perfektionistiske men mentalt umodne balletdanser Nina (Natalie Portman).

et liv uden passion

Ninas liv er at gøre sin dans fejlfri – intet mindre. Her er ingen plads til fester, fyre eller fadbamser. Hjemme styrer mama hverdagen med hård hånd og udlever sin egen uforløste danserkarriere gennem datterens succes.

Da balletkompagniets kvindeglade kunstneriske leder, franske Thomas (Vincent Cassel) slagter sin stjerne Beth (Wynona Ryder), får Nina rollen som svanedronningen, en af den klassiske ballets største partier.

Men Nina har et problem. Hun skal danse både den hvide og den sorte svane. Den første kan hun – den dydige, autoritetstro lillekvinde.

Den anden rolle derimod er forførerskens, den erotisk krævende kvindes, og bag Ninas perfekte krop gemmer sig et dukkebarn uden en gnist af seksualitet.

Lige omvendt forholder det sig med balletkorpsets nye danser, Lily (Mila Kunis). Hun er mørk, livfuld oglaid back, og hvad hun mangler i teknik, har hun i rigt mål med sin gnistrende erotiske udstråling.

De to kvinder bliver rivaler – og en slags venner. Lily skubber ugenert til Ninas utændte lyster, og snart står hendes krop i flammer. Hun lever sig ind i et tomrum, en uvirkelig scene, hvor fantasi og virkelighed blandes, og hvor kampen mellem den hvide og sorte svane bliver til kød og blod.

hyldest til erotikken

Den modige og originale instruktør Darren Aronofsky, kendt fra The Wrestler, The Fountain og Requiem for a Dream, fører med sikker hånd publikum ind i en uforglemmelig, opdelt verden af illusioner og paranoia.

Han spinder en sensuel og skræmmende historie om en ung kvinde, der opdager de  mørke sider af sig selv, og som lader dem fortærre hende.

Med sit ypperlige portræt af ballettens isolerede og aflukkede verden er Black Swan samtidig en barsk kajetrækker til det ubønhørlige præstationsræs især i dansens verden.

Det skal se så yndefuldt og let ud, men det er benhårdt og nedbrydende både for krop og sjæl. Det er kampen for at få de gode partier og angsten for senere at miste dem til rivalerne, der styrer i en verden fyldt med glitter og glamour.

Filmen er en mageløs rejse ind i en forskruet verden, gjort synlig gennem brug af håndholdt kamera og kvalmende effekter værdig en gysets mester.

Hovedrollehaveren Natalie Portman vandt i sidste uge en Golde Globe som bedste  dramatiske skuespillerinde, og Black Swan er nomineret til stort set alle de priser, der er værd at vinde.

Folk med afsky for psykologiske portrætter skal som sagt holde sig fra Black Swan. Resten får sig en helt unik rejse ind i sindets krinkelkroge.

Black Swan. Instruktion Darren Aronofsky. 13 biografer over hele landet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jan. 2011 - 11:12   03. sep. 2012 - 10:50

Film