James Cagney blev et filmisk ikon og en del af Hollywoods progressive kræfter. Hans urbane gangsterroller fascinerer nu på ny i Cinemateket.
Af Stine Bødker Nielsen
Når James Cagney toner frem på et lærred, bliver alt omkring ham gråt. Kun han træder frem skarp og lysende. For det flabede blik, der holder medspilleren naglet fast, fanger også os - hans publikum. Et blik der ikke blegner over tid uanset filmrullens alder.
Ud over den usædvanlige evne til at spille barsk og macho, så var James Cagney også en gudsbenådet danser. Og som et ægte multitalent håndterede han både dramatiske roller så vel som hyggelige musicals – begge dele med overvældende talent og succes. Men det var især de tidlige gangsterroller, som var med til at gøre ham til et ikon og et symbol på storbyen og dens faldgruber og fristelser.
En proletar bliver stjerne
Det røde hår var en genetisk gave fra Cagneys irsk-amerikanske forældre. Og ligesom mange andre med irsk oprindelse voksede James Cagney op under fattige kår i Lower East Side på Manhattan.
Født i 1899 var han en del af den hurtigt voksende storby – et af industrialiseringens mange vidundere. Men også en del af den massive underklasse, der var en konsekvens af samme industrialisering.
Cagney vendte dog sin hårde baggrund til en karrieremæssig fordel. Hans hurtige og gadesmarte new yorker-dialekt var lige hvad filmstudierne stod og manglede i 1930. Talefilmen var kun tre år gammel, da Cagney kom til Hollywood, og skuespillere, der var gode til at tale, var en mangelvare.
Og var der noget James Cagney kunne, så var det at levere en replik så den sad lige i øjet som en hadefuld spytklat eller en næsvis lussing. Der er ikke noget at sige til, at denne karismatiske rødtop – sammen med Edward G. Robinson – kom til at udgøre nogle af Hollywoods første originale gangsterfigurer.
En skuespillers rettigheder
Som ung skuespiller i et stadig ungt Hollywood, var der noget, der gik James Cagney på. Han syntes, skuespillerne blev behandlet nogenlunde på niveau med rekvisitter. De fik ringe løn i forhold til filmenes indtjening og usikre forhold. I to film måtte Cagney dukke sig for ægte maskinpistolsalver, inden han for alvor sagde fra. Filmselskaberne mente nemlig, det var for dyrt at investere i grej, der kunne efterligne skud og skudhuller.
Sammen med kolleger som Humphrey Bogart, Boris Karloff og Bela Lugosi, var Cagney med til at støtte stiftelsen af fagforeningen, Screen Actors Guild, som han senere blev formand for i to år.
James Cagney blev flere gange anklaget for at være kommunist. Blandt andet på grund af sin økonomisk støtte til den republikanske hær under den spanske borgerkrig.
Dette ry fik han dog gjort bugt med ved at lave patriotiske film under Anden Verdenskrig som for eksempel Yankee Doodle Dandy fra 1942, for hvilken han vandt en Oscar for bedste mandlige skuespiller.
Oktober i Cagneys tegn
Blandt Cagneys største filmhits finder man blandt andet dramaerne The Public Enemy, Angels with Dirty Faces, White Heat og de mere tilforladelige The Strawberry Blonde, Yankee Doodle Dandy og Ragtime. Alle sammen film, som nu er mulige at få kastet et ordentligt blik på.
For Cinemateket hylder i oktober James Cagney og sender en stribe af hans bedste film. Ved en del af filmene følger der en introduktionstale med, og det kan anbefales at høre dem også. Så glem TCM på flimmeren og gå ikke glip af muligheden for at se Cagney folde sig ud på et stort lærred.
Programmet kan findes på www.cinemateket.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
