Roman Polanskis seneste film skyggen vakler uforløst mellem fiktion og virkelighed.
af Michael Strandbech
Skyggen er Roman Polanskis filmværk nummer 27 siden debutten i 1955. Den indbragte ham Sølvbjørnen ved Berlin Filmfestival i 2010.
Den starter letflydende og elementært spændende. Men ender mærkeligt uforløst.
Den navnløse ghost-writer (Ewan McGregor) bliver ansat på en fordelagtig kontrakt til at skrive den tidligere premierminister Adam Langs (Pierce Brosnan) memoir færdig. Den forrige skriver er forsvundet under mystiske omstændigheder.
Hurtigt forstår vi, at Adam Lang - som helt tydeligt er modelleret over den tidligere engelske premiereminister Tony Blair, ikke er helt ren i kanten. Der bliver fiflet med fakta både i privaten og på jobbet. Og der er også noget med nogle krigsfanger, der er døde under tortur, efter at være overgivet til den amerikanske hær.
Problemet med ”Skyggen” er, at den havner mellem to stole. Indholdet, som er helt nutidigt, råber på, at blive behandlet mindre ”fiktionelt”. Polanski skaber elegant suspense og en lurende uhygge.
Men især den ledsagende musik, der med sin tydelige karakter af fiktion peger på, at sér en fiktion, bliver forstyrrende på den måde, at indholdet er så forbandet aktuelt.
Der opstår et clash mellem indholdet og den måde det bliver fortalt på.
”Vi får ihvertfald let våde øjne”, siger ghost-writeren efter en skænderi om, hvorvidt han har følelser.
Men heller ikke den tomhed og griskhed, som både ghost-writeren og politikeren repræsenter, bliver rigtig mærkbar. Desværre.
Skyggen. Instruktion: Roman Polankski. DVD.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
