»Me & Orson Welles« er en af den slags værker, der får det svære til at se enkelt ud – på én gang en hyldest til teatret, et fint tidsbillede og en bittersød komedie.
af Gert Poder
New York, 1937. En by der har slikket sårene efter den store depression. Et verdenscentrum fyldt med energi og mennesker, der vil videre.
Én af dem er den unge Orson Welles. Den 22-årige forældreløse Wisconsin-knægt har efter en tur til Europa taget både Broadway og den spirende radiobranche med storm. Hans kraftige stemme og umiskendelige skuespiltalent fejer alt og alle til side.
Sammen med vennen og produceren John Houseman stabler han en trup på benene i det faldefærdige Comedy Theatre, på 41. gade og Broadway. De knokler i ti uger med at sætte stedet i stand og indøve William Shakespeares skuespil »Julius Cæsar«.
Valget er ikke tilfældigt i en tid, hvor Hitler, Franco og Mussolini trækker mørke skyer over Europas himmel. Orson Welles ser tydeligt, hvad der er på vej.
I hans version, Cæsar: en diktators død, bærer alle mænd fascistiske militæruniformer eller opvendte flippe og sort hat. Orson Welles sliber og kanter Shakespeares stykke, til det fremstår som skrevet til tiden.
Me & Orson Welles fortæller historien om arbejdet med teaterstykket, der for altid forandrede amerikansk teater.
Men Me & Orson Welles handler også om angst og usikkerhed – en evig venten på, at noget bliver revet væk, at noget umisteligt går tabt. Det selvsikre stillet over for det skrøbelige.
Filmen følger den 17-årige skoleelev Richard (Zak Efron), som har en lille skuespiller i maven. Han får ved et tilfælde en birolle i stykket, hyret af det ananas-juice drikkende, ekstravagante og charmerende røvhul Orson Welles, nærmest overjordisk spillet af debutanten Christian McKay. Han udlever og udleverer denne altvidende, egocentrerede kunstner.
Omkring dem sværmer stjernefrøet Sonja Jones (Claire Danes), der drømmer om at blive filmstjerne, samt de mange øvrige medvirkende, der alle knokler som gale for at opfylde geniet Orson Welles’ ambitioner og visioner.
Instruktør Richard Linklaters film er både en hyldest til teatrets magi, et autentisk tidsbillede og en bittersød historie om store forventninger, større egoer og de største fald. Hans film oser af atmosfære og kærlighed til sit emne.
Me & Orson Welles er månedens film i Cinemateket. Det forstår man godt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
