Filmen om Max Manus, den bedst kendte norske modstandsmand under anden verdenskrig fortæller om hans farlige liv uden krumspring.
af Mikael Strandbech
Selv uden det store kendskab til norsk historie under Anden Verdenskrig er den biografiske film om den norske frihedkæmper Max Manus værd at bruge tid på.
Det skyldes først og fremmest skuespilleren Aksel Hennie, der fremstiller det norske national-ikon som en nuanceret person.
Specielt scenerne i slutningen af filmen, hvor en desillusioneret Max forstår, at krigen har haft meget voldsomme omkostninger, er stærke. Filmens manuskript er i øvrigt baseret på Max Manus’ egne bøger.
Filmen er fortalt uden store form -eller indholdsmæssige krumspring. Meget traditionelt, solidt og lige-ud af vejen mod Hollywood.
Desværre betyder det også en række træerkrummende scener med en sødladen og patosfyldt musik, hvor Max og hans kammerat Gregers kækt knytter tættere venskabsbånd, imens de træner i den skotske træningslejr for norske frihedskæmpere. Omvendt er det nervepirrende spændende, når de laver deres trodsige aktioner mod de tyske interesser.
Max Manus er ikke uden grund blevet sammenlignet med danske Flammen og Citronen, der skildrer den danske frihedskamp under Anden Verdenskrig.
Men i den sammenligning ender resultatet med en 3-2 sejr til Danmark efter en jævnbydig og intens kamp.
Max Manus.
Instruktion: Joachim Roenning og Espen Sandberg.
DVD 2010.
Nordisk Film
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
