08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En hyldest til underligheden

En hyldest til underligheden

Torsdag, 01. juli, 2010, 10:48:37

Magiske Jim Morrison var den underlige, intelligente freak, som tryllebandt med sit geni. Hans væsen fanges med fantastisk følsomhed.

En hyldest til underligheden
Miracle Film
Jim Morrison var The Doors’ absolutte frontfigur, et menneske der altid levede livet med gaspedalen i bund.

Af Stine Bødker Nielsen

De stramme, lavtaljede læderbukser. Et bælte om hoften. Den krøllede manke, primalskriget og det intelligente blik: Ikonet Jim Morrison. Den følsomme, underlige og voldsomme størrelse, der flammede op og brændte ud.

When You’re Strange, instrueret af Tom DiCillo, giver hist og her små, fine beviser på Jim Morrisons livsindstilling. For eksempel når han får et råd om ikke at give den fuld gas på de første optagelser til et nummer. For der er lang vej endnu.

”Hvorfor ikke?” kvitterer sangeren, der tydeligvis gjorde alting på én måde: Med fuld gas.

Allerede som 16-årig begynder Morrison at interessere sig for filosoffen Friedrich Nietzsche og poeten William Blake. Og den dystre sky af melankoli hænger da også endeløst over kunstnerens hoved livet og filmen igennem.

Tungsindet rammes perfekt i en blanding af lyd­optagelser og klip, hvor Jim Morrisons ord får liv og troværdighed.

Midt i et blodbad
The Doors eksploderer midt i et kulturelt jordskælv. USA er et blodigt land med nedskydninger af studenteroprørere, borgerrettighedsforkæmpere, præsidenter og præsidentkandidater.

Også udlandet får koldblodigheden at føle. Især Vietnam-krigen præger den gruopvækkende mosaik af massakrer.

Men modkulturen er stærk. Og The Doors er blandt hovedaktørerne i det antiautoritære oprør. Uden nogensinde at blive politisk aktivist bidrager Jim Morrison på egen vis til revolutionen. Det er specielt den seksuelle frigørelse, der nyder godt af sangerens ukontrollable opførsel.

Jim og Johnny
Der er unægteligt en grund til, at Johnny Depp har fået rollen som fortæller af The Doors’ historie. En god grund.

Ser man på de to kunstnere, Jim Morrison og Johnny Depp, er der flere ligheder. Deres unge dage var fyldt med stoffer og udsvævende livsførelse. Og for dem begge endte kaosset i Paris.

For Depp med en rolig tilværelse med familien - for Morrison med døden. Men det mest udprægede fællestræk må være rollen som ”underlig”.

For lige så kendt som Jim Morrison er for sin aparte poesi og opførsel, lige så kendt er Johnny Depp for sine mærkeværdige roller. Edward Saksehånd, Willy Wonka, Sweeney Todd, Ed Wood og Hunter S. Thompson for blot at nævne et par stykker.

When You’re Strange er en hyldest alle de underlige mennesker, som Jim Morrison repræsenterer. Den bryster sig af at være en film om The Doors, men det er den ikke.

Det kan den vel nok aldrig blive, når forsangeren hedder Jim Morrison. Hans altoverskyggende, stærke væsen opsummeres godt af Depp: ”Man kan ikke brænde ud, uden først at brænde”.

When You’re Strange. Instruktør: Tom DiCillo. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jul. 2010 - 10:48   03. sep. 2012 - 10:50

Film