Soul kitchen er den sukkerknald, man grådigt hugger i sig ved det fine kaffebord. En snavset og vanvittig heimatfilm, som man knuger ind til sig de 99 minutter, den varer.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/11b-film-SoulKitchen-112_0.jpg)
af Malene Korsgaard Lauritsen
Det er som at ankomme til en snusket lagerhal på Berlins yderste S-bahnstation.
For så at træde ind og finde et spirende miljø af cokesniffende, unge hipsters dansende på klistrede bardiske mellem bratwurst og neonfarvede pladespillere.
Den tyskfødte, tyrkiske instruktør Fatih Akins film Soul Kitchen, som vandt juryens pris på Venedigs filmfestival 2009, er gennemsyret af kitch og kontraster.
Soul og garniture
Zinos Kazantsakis (Adam Bousdoukos) er typen, der vipper på stolen hos sine rige svigerforældre.
Han er charmerende, men ret utjekket, altopofrende, men lidt uheldig. Han gør det bedste, han kan for sin lidt lurvede »restaurant«, som gastronomisk bedst kan sammenlignes med en grillbar.
Tysk-græske Zinos vil lave mad for sjælen, men denne film handler om alt andet end mad.
Akkompagneret af et vidunderlig soundtrack tumler den simple historie sig tilbagelænet gennem Zinos tilsyneladende håbløse hverdag i Hamborgs mindre fashionable kvarter Wilhelmsburg.
Zinos vil gå langt i sin kamp for kærlighed, broderskab, venskab og fornyelse. Hans mange ønsker er ironisk blandet op med en voldsom diskusprolaps, og det er svært ikke at håbe på, at alt skal gå godt for Zinos.
Væmmelige instanser som skattevæsen, sundhedsmyndigheder og en grisk kapitalist forsøger undervejs at spænde ben.
Han finder imidlertid en alkoholiseret, men dygtig og knivglad kok (Birol Ünel), og sammen vender de op og ned på konceptet for det højloftede pakhus.
Let me sleep all night
Soul Kitchen er Fatih Akins pusterum mellem anden og tredje del af hans noget tungere kærlighed, død og djævel-triologi, som udgøres af de to første Mod Muren, der vandt Guldbjørnen i Berlin 2004 og På Himlens Kant.
Til forskel fra disse virker Soul Kitchen som noget, der har været sjovt at lave. Der er ingen dybere problemstilling eller politisk dagsorden.
Soul er en livsstil og filmens titel, der henviser til sangen Soul Kitchen af The Doors fra 1967, rammer plet. Zinos Soul Kitchen bliver et sted, man drømmer sig væk, ligesom Jim Morrison gjorde på sin yndlingsrestaurant Olivia´s, som han i sin tid døbte Soul Kitchen.
Den samme skæve stemning i Morrisons sang genkaldes i filmen især den aften, hvor den skøre kok har tilsat lidt for meget libidofremmende indianerpulver til desserten.
Moderne hjemstavnsfilm
Soul Kitchens tyske komik har en vis kejtethed over sig, som man mere fryder sig over end krummer tæer. Scenerne står i et ærligt og uromantisk skær _ en lise for øjne, der har set for mange amerikanske komedier.
De nærværende scener fra det grå lokalsamfund forsøger lykkeligvis ikke at idyllisere, sådan som 50’ernes, tyske Heimat-genre ellers foreskriver. Filmens realistiske råhed og intelligente humor gør den til et originalt hverdagsdrama, man kun kan elske.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278