den 76-årige engelske skuespiller michael caine gør forskellen i den ellers uklar film harry brown om selvtægt og hævn i det britiske klassesamfund.
Af Steen Flemming Jørgensen
Måske er jeg ved at blive lidt svag og sikkert ældre, men jeg bryder mig faktisk ikke om meget vold i film.
Lad gå med de forskellige science fiction film, men når film som Harry Brown kommer så tæt på virkeligheden i et England, der er ved at bryde sammen i sociale forskelligheder, så virker det voldsomt og direkte modbydeligt.
Harry og hans ven nyder deres otium i en betonforstad, indtil vennen myrdes af en ungdomsbande.
Hvad nu, Harry?
Han griber til selvtægt af værste skuffe. Her går filmen tæt på tidligere film i samme stil. Bronson som selvtægtshævneren i En mand ser rødt og selvtægtspensionisthævneren i Clint Eastwoods Gran Torino.
Begge film lægger op til problemstillingen, hvornår vi selv griber til våben og slår ihjel? Ikke i selvforsvar, men som rå hævn og for at »rense ud i samfundet«.
Denne retfærdiggørelse af selvtægt er skræmmende. Hvorfor så mange film om dette emne? Jeg undrer mig lidt over den tiltagende selvtægtsbølge. Tendensen er mere privat vagtværn, flere livvagter, mere overvågning og når det ikke er nok, så griber vi selv til våben!
En formildende omstændighed ved Harry Brown er de skuespillerne. Især vil jeg fremhæve den snart 77-årige Michael Caine, der kan spille utroligt overbevisende som den dræbende gentleman
Men denne såkaldte debatskabende film om selvtægt er ikke særlig klar i mælet, for den selvtægtspensionerede elitesoldat får sympati, trods hans blodige drab på samfundets tabere.
Her burde filmen slå en streg i sandet og sige, at mord er mord, og spørge om, hvad kommer bagefter? For hvem rydder op for hvem i dette klassesamfund?
Forhåbentlig ikke typer som Bronson, Dirty Harry, Clint Eastwood og Harry Brown.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
