Den israelske antikrigsfilm »libanon« er aldeles fremragende, men den gør ikke op med krigen som forfejlet politisk projekt

Krigen set fra en kampvogn

Miracle Film

Kameraet kommer ikke uden for kampvognens indre, og himlen ses kun glimtvis når mandehullet åbnes for at lempe døde eller fanger ind eller ud.

»Libanon« er en præcis skildring af fire mænds liv i en kampvogn under kamphandlinger. Så præcis som kun en instruktør (Samuel Maoz), der selv har siddet i en israelsk tank, kan beskrive det.

Filmen følger en kampvogn og dens besætning, der få timer efter Den Første Libanonkrigs start bliver sendt ind i krigszonen.

Kameraet kommer ikke uden for kampvognens indre, og himlen ses kun glimtvis når mandehullet åbnes for at lempe døde eller fanger ind eller ud, mens livet uden for følges i kanonens trådsigte.

Altså hyperrealistiske og nervepirrende to timers underholdning. Netop underholdning fordi disse grænseløst bange soldater ikke i en eneste replik funderer over, hvad de egentlig laver i et fremmed land.

»Libanon« er blevet sammenlignet med Wolfgang Petersens tyske gennembrudsfilm »Das Boot« - Ubåden. Ligheden ligger i filmenes fælles klaustrofobiske univers og i den manglende refleksion over konsekvenserne af de medvirkendes håndværk: at udrydde mennesker.

I tilfældet Tyskland har vi gennem vores opdragelse fået defineret, hvem der er de gode og de onde. Den samme erkendelse ikke er alment tilstede i forhold til Israel, og landets permanente agressive krigsberedskab over for sine nabolande. Det gør filmen problematisk.

På den ene side bliver mediedækningen af nutidens krige styret med hård hånd ved hjælp af embedded (»omklamrede«, red.)journalister, og derfor virker det befriende, når for eksempel film som »Libanon« viser filmens gru.

På den anden side mangler forklaringerne i denne film. Den ligeledes israelske »Waltz with Bashir«, som nu kan hentes på filmstriben.dk, er et tilbageblik på Libanonkrigen med tidligere soldater. De fortæller om deres reaktioner på de overgreb, som de har været med til over for civilbefolkningen.

I »Libanon« diskuterer soldaterne ikke, og krigens politiske baggrund berøres kun flygtigt i billeder og replikker. Soldaternes berettigede frygt for pludselig død er højst nærværende, men dette problem blev løst ved israelernes seneste krig i Gaza ved at sønderbombe alt, der potentielt kunne skade landets soldater. Dermed er det svært at se filmen som andet end underholdning og støtte til Israels krigsførelse.

»Libanon« er filmisk en fremragende film og har fuldt fortjent fået Guldløven i Venedig. Med en ballast af baggrundsviden om Israels mur- og krigsprojekter kan den ses som en antikrigsfilm, men den gør ikke op med krigen som forfejlet politisk projekt.