DF–forslag skal tvinge eksperter til at være saglige, nøgterne og videnskabelige i medierne. Dansk Journalistforbund afviser, mens KRIFA siger ja.
Dansk Folkepartis medlem af EU-parlamentet, Morten Messerschmidt, og partiets medieordfører Morten Marinus vil regulere den danske presses brug af eksperter.
For at forhindre eksperterne i at bruge pressen til at fremme egne politiske synspunkter, skal medieansvarsloven forlange, at de lever op til en række krav. Her nævner DF saglighed, nøgternhed, tilbageholdenhed og videnskabelig ballast.
Morten Messerschmidt afviser dog, at hans sigte er at forhindre danske eksperter i at ytre sig frit.
– Mit forslag retter sig mod medierne, som jeg mener bør leve op til nogle regler for, hvad der må kræves af de eksperter, der anvendes, siger Morten Messerschmidt til Berlingske Tidende.
Forslaget kommer efter en debat om voldtægter, hvor en seniorforsker i Folkesundhed udtalte, at »danske piger skal lære, at der er forskel på, hvordan man opfører sig over for folk fra forskellige kulturer«.
Partiet vil stille kravet i forbindelse med de kommende forhandlinger om en revidering af medieansvarsloven.
Dansk Journalistforbunds næstformand, Lars Werge, mener, at Dansk Folkepartis forslag vil skade ytringsfriheden.
– Det må være op til medierne at vurdere, hvordan de vil bruge deres kilder. Det skal politikerne ikke blande sig i, siger Lars Werge til journalist.dk.
Han mener ikke, at en lov om at regulere mediers brug af eksperter kan fungere.
– Berlingske kører en linje, mens Politiken kører en anden. En lovgivning på området forudsætter, at alle medier fungerer på samme måde, og det er ikke tilfældet.
Derimod mener formanden for Kristelig Fagbevægelse, Søren Fibiger Olesen, at det er fornuftigt at lovgive om pressens brug af eksperter.
Han peger på arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsens angreb på KRIFA omkring Vejlegården og efterlyser selvjustits blandt forskerne.
– Hvis eksperterne udelukkende udtalte sig på baggrund af deres forskning, ville der ikke være noget problem. Men så længe de også udtaler sig personligt, har vi et problem, siger han, til journalist.dk.
Hverken Socialdemokraterne eller Venstres mediepolitiske ordførere bakker op om Dansk Folkepartis forslag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278