Det Røde TV (Krasnoje TV) i Moskva er et nyt og ambitiøst forum for Ruslands venstrekræfter.

Løbeseddel uddelt ved den store demonstration 6. maj: »Han er blevet træt – af at stjæle, love og lyve«, lyder den kritiske tekst fra aktivister, der kræver magten til millionerne og ikke til millionærerne.

af Aksel V. Carlsen

Ved venstrefløjens 1. maj-demonstrationer i Moskva fik jeg, blandt de mange fotografer, øje på to med skiltet »Krasnoje TV«. Vi aftalte at få en snak. Et par timer senere fortæller Tatjana Danilova over en kop kaffe på en af Pushkinpladsens caféer, at deres station sender 24 timer i døgnet fra en lejlighed i Moskva.

– Med vort eneste professionelle kamera og et par amatørkameraer dækker vi de fleste af venstrefløjens arrangementer her i byen. Vi leverer friske nyheder fra alle venstrefløjens partier samt fra de udenlandske venstrekræfter, hvis eksistens forties af de officielle medier.

– På få år og med få midler har vi opbygget et korrespondentnet i otte russiske provinsbyer. Vi er uafhængige af de enkelte partier, men der er ingen tvivl om vores plads på venstrefløjen.

– Vi laver oplysende udsendelser i samarbejde med Arbejdernes Hlebnikov-Akademi, hvor russiske marxister som Boris Kagarlitskij og Alexander Buzgalin samt folk fra Kommunistisk Arbejderparti præsenterer oplæg om aktuelle spørgsmål. Og hvert døgns udsendelser starter vi med afspilning af Sovjets stolte statshymne. Vi har et flot udbud af sovjetiske film på vores hjemmeside.

Tatjana er universitetsuddannet seismolog og er forsker. Hun deler sin fritid mellem at holde sin 17-årige søn i ørerne og arbejde politisk på Krasnoje TV.

Spørger man, om det er jordskælvene på kloden eller de politiske jordskælv i Rusland, der optager hende mest, peger hun uden at tøve, på de sidste.

Hun fortæller, at deres station arbejder på frivillig basis. Ingen rige onkler og ingen statsstøtte. De er 8-10 ildsjæle, hvoraf kun én har en filmuddannelse. Hendes afgangsprojekt var en dokumentarfilm om de berømte fem cubanske politiske fanger i USA, som er blevet vist flere gange på Krasnoje TV.

Arbejderbevægelse og strejker

Foruden dækningen af den politiske venstrefløj, er det den russiske arbejderbevægelse og strejker, der er blandt de mest hotte indenrigsemner. Hertil anvendes stof fra stationens venner i russiske provinsbyer.

Udenlandsk stof får de fra latinamerikanske ambassader i Moskva og fra venner i Tyskland og Israel. For nylig bragte de et imponerende materiale, som den israelske venstrefløj har lavet om livet i Palæstina. Og i april fik stationen mulighed for at sende en fotograf af sted til Syrien. Ved hjælp fra Syriens studenter- og fredsbevægelse samt det kommunistiske parti lykkedes det at lave en serie reportager, der i disse dage bliver redigeret i stationens studie.

Stationens aktivister har en fælles baggrund som »sidste generation af sovjetiske studerende«, som Tatjana udtrykker det.

– Vi blev grebet af de nye politiske vinde under perestrojka. Der kom gang i medborgeraktiviteter. Men i vores vennekreds på universitetet blev vi vrede over det had og den primitive antisovjetisme, der i frihedens navn tog over i medierne de første år efter systemskiftet. Vi følte en afmagt.

– Vi indså mange skævheder i den sovjetiske hverdag, men medierne i det nye Rusland fokuserede kun på de mørke sider og konkurrerede om at bekræfte hinandens røverhistorier.

– Omkring århundredskiftet kom en ny generation på banen, men uden vore holdninger, uden samme gå-på-mod. De var historieløse og uden kendskab til den optimisme og medmenneskelighed, der længe prægede den sovjetiske hverdag.

– Vi ville i kontakt med disse unge og startede med at fremstille cd-rommer om miljøproblemer, som vi delte gratis ud til studerende ved indgangen til Moskva Statsuniversitet og Det Teknologiske Universitet. Men det var dyrt for os. Derfor blev næste skridt at lave videooptagelser, som vi lagde ud på den russiske pendant til youtube. Og i 2009 stiftede vi Krasnoje TV.

– I starten samarbejdede vi med Zjuganovs parti (Den Russiske Føderations Kommunistiske parti – KPRF), der i 1990-erne havde et aktivt lokalt netværk. Vi valgte at bidrage med alternativ information og fik støtte fra partiets byledelse i Moskva. Men den har partiledelsen nu har fjernet, selv om den bestod af friske kommunister med jordforbindelsen i orden.

– Vi valgte at stoppe samarbejdet med KPRF, hvis ledelse så os som deres forlængede arm, hvilket vi ikke ønskede. Vi var vidner til, at en ny bred venstrefløj var ved at opstå med idéer og energi. Vi ville tilbyde plads til alle antikapitalistiske kræfter og lade dem komme til orde og informere en befolkning, der er lullet i søvn af regiments propaganda.

– Denne linje har vi fastholdt siden dannelsen af Krasnoje TV. Vi bliver nu opsøgt både af nye røde fagforeninger, af fremmedarbejdere, der forsøger at organisere sig samt af ungkommunister, der vil høre om vores erfaringer med at forene en antikapitalistisk, marxistisk holdning med en ydmyghed ved ikke optræde med løftet pegefinger over for kammerater i de forskellige partier og grupper.

Til slut fortæller Tatjana, at hun sammen med deres fotograf i valgkampen et par gange blev udsat for politiovergreb, hvilket undrede hende.

Hun sammenligner det med sin reportagetur ved valget i Hviderusland, som jo er berygtet for politivold. Men paradoksalt nok, siger hun, blev vi faktisk bedre modtaget af de hviderussiske myndigheder ved valgstederne, når vi præsenterede os, end ved de russiske.

Hun og vennerne har ingen illusioner om pressefrihed i dagens Rusland.

Den russiske medieverden

Når så mange russiske vælgere nu ser Putin som garant for stabilitet, når den ortodokse kirke har en uhyrlig magt over folks sjæle, når der står dollartegn i øjnene hos mange unge, – så er det blandt andet fordi medierne spiller en stor rolle.

Magthaverne er bevidste om, at folket ønsker brød og skue. Også i Rusland går politisk magt og og pengemagt hånd i hånd med en massiv påvirkning af en befolkning, der for 25 år siden var sovjetborgere.

Over for dette medieudbud, udgør de røde medier, lige som i Danmark, kun en dråbe i havet.

magten over medier

Siden Sovjetunionens fald er der sket en gigantisk medieomvæltning. Tv er altomfavnende. Cirka 98 procent af landet kan modtage tv-signaler. Og ifølge statistikken bruger befolkningen alene på hverdage op til tre timer foran skærmen.

Der serveres primært vestlig inspireret underholdning og spillefilm, flittigt afbrudt af reklamer.

De landsdækkende tv-stationer ejes i enkelte tilfælde af staten, der udpeger loyale højtstående embedsfolk som ledere. Men oftest ejes de af storbanker, koncerner og holdingselskaber med blandet privat og statslig kapital.

Oplagene på landsdækkende aviser og blade er faldet og er de enten i russisk eller udenlandsk privateje.

Regionale og lokale avisers betydning er steget. De udgives også i nogle tilfælde af private selskaber, men oftest af de præsidentudpegede guvernører eller borgmestre. Og indholdet er derefter. Tørt og loyalt.

På de fleste redaktioner er der regler for journalistens rettigheder og pligter, men der findes ingen lov, der regulerer forholdet mellem ejer og redaktion. Derfor kan de politiske og økonomiske ejere praktisere utallige sanktioner mod ansatte. Og drab af kritiske journalister er jo et af de få emner fra Rusland, der omtales i danske medier.

Dråben

De fleste venstrefløjspartier og grupper har knap nok råd til at trykke de aviser og blade, som de dog udgiver både i Moskva og i provinsen, uden dyrt layout eller glitrende papir. Kun avisen Pravda sælges i en række af statens aviskiosker.

De øvrige sælges i løssalg af aktivister, primært ved politiske arrangementer. Tre-fire boghandlere i Moskva sælger tidsskifterne »Alternativer« og »Venstrefløjens politik«.

Sammen med Krasnoje TV er disse venstrefløjsinitiativer kun en dråbe i en kolossal russisk medieverden.