19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ministre afkræves svar om Roj TV og pressefrihed

Ministre afkræves svar om Roj TV og pressefrihed

Tirsdag, 17. januar, 2012, 11:33:03

Journalistformand ser frem til at høre justits-ministeren svare på spørgsmål om terror-lovenes konsekvenser for ytrings-, informations-, og pressefriheden.

Nu rykker dommen over den kurdiske tv-station fra Københavns Byret og ind i Folketinget, hvor udenrigsministeren bedes oplyse, om ROJ TV blev diskuteret i forbindelse med forsøget på at gøre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen til generalsekretær for NATO.
Mette Kramer Kristensen

Enhedslistenbeder nu justitsminister Morten Bødskov gøre rede for terrorlovenes konsekvenser for ytrings-, informations-, og pressefriheden herhjemme ovenpå dommen mod den kurdiske tv-kanal, Roj TV.

– Grundpillen for den frie presse er netop, at man kan referere andre holdninger end dem, der sidder på magten. Derfor er det en alvorlig indskrænkning i mediernes frihed og mulighed for at dække en konflikt, hvis en tv-kanal kan blive dømt – og måske endda lukket – for at referere en »terrorbevægelse« for meget, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, til Arbejderen.

Sidste tirsdag idømte Københavns Byret den kurdiske tv-station, Roj TV, en bøde på 5,2 millioner kroner for »ensidigt« at videregive synspunkter fra den kurdiske oprørsbevægelse, PKK, der står opført på EU’s terrorliste.

– Dommen har jo vidtrækkende, principielle konsekvenser:Skal TV2 nu til at begrænse PKK’s eller baskernes holdninger, næste gang de dækker konflikter i Kurdistan eller Baskerlandet? Risikoen er, at dommen vil medføre, at medierne i Danmark begynder at sortere, hvor meget kritik deres kilder må fremføre. Iden forstand berører dommen alle medier, mener Pernille Skipper.

Justitsministeren skal også svare på, hvad hans holdning er til, at Københavns Byret har tolket terrorlovgivningen sådan, at »ensidig« nyhedsdækning kan føre til domsfældelse over en tv-kanal.

Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, er spændt på, hvad justitsministeren når frem til:

– Jeg ser frem til at høre, hvad justitsministeren svarer. Det er vigtigt, at nyhedsmedierne får mulighed for at være kritiske. Derfor er dommen et alvorligt indgreb. Og en eventuel lukning vil være endnu værre. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor Roj TVikke skulle have mulighed for at fortælle, hvad der foregår, siger journalistformanden til Arbejderen.

– Vi har aldrig før set en dom, der bruger terroren som præmis for at lave indskrænkning i pressefriheden. Man skal være utroligt varsom med at lave indgreb i mediernes mangfoldighed, siger Mogens Blicher Bjerregård.

Svarene på Enhedslistens spørgsmål falder på onsdag. Og på torsdag klokken 15 har herboende kurdere indkaldt til demonstration på Christiansborg Slotsplads i protest over byrettens terrordom.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2012 - 11:33   03. sep. 2012 - 10:53

Medier