27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jubel foran byretten: Roj TV fortsætter

Jubel foran byretten: Roj TV fortsætter

Tirsdag, 10. januar, 2012, 16:29:36

Byretten afviser at inddrage Roj TV’s sendetilladelse, men den kurdiske tv-station skal betale bøder for 5,2 millioner. Roj TV anker.

Dommen blev modtaget med jubel og kædedans til kurdisk folkemusik af de op mod 400 fremmødte kurdere, der var forsamlet foran byretten i København.
Mette Kramer Kristensen

Millioner af kurdere verden over kan fortsat se tv om kurdernes situation på deres modersmål. Københavns Byret afviste tidligere i dag at inddrage Roj TV’s sendetilladelse.

De op mod 400 fremmødte kurdere, der var forsamlet foran byretten kvitterede med jubel og kædedans til kurdisk folkemusik.

– Sagen er principiel og det afgørende er, at Roj TV får lov til at sende videre. Det havde været en skændsel, hvis vi havde grebet ind i ytringsfriheden og pressefriheden, fordi tyrkerne og amerikanerne vil have det, lød det fra Roj TV’s forsvarsadvokat, Bjørn Elmquist.

Elmquist blev klappet op på scenen, som demonstranterne havde etableret foran byretten, og havde svært ved at få ørenlyd i jublen. Og da han var færdig med sin tale blev han båret i kongestol og kastet op i luften mens han klamrede sig til den buket blomster han kort forinden havde fået stukket i hånden.

– Tillykke til jer alle sammen. Og tillykke til Danmark. Roj TV må stadig sende. Ytringsfriheden har sejret, lød det fra Roj TV’s direktør, Imdat Yilmaz.

Frygter nyt pres

Ifølge dommen giver straffeloven ikke hjemmel til at fratage Roj TV sendetilladelsen – selvom byretten kendte Roj TV skyldig i at være et talerør for den kurdiske oprørsbevægelse PKK og for at være finansieret af PKK.

Tv-stationen viser ensidigt udsendelse med sympati for PKK, lyder byrettens begrundelse for dommen blandt andet.

– Men retten har jo selv spændt ben for min bevisførelse. Retten har kun set de klip, som anklageren har udvalgt. Jeg har fået forbud mod at vise andre, mere nuancerede, klip fra Roj TV’s nyhedsudsendelser og øvrige programmer, siger Bjørn Elmquist.

Radio- og Tv-nævnet, der håndhæver mediernes sendetilladelse, har tidligere afvist at inddrage Roj TV’s ret til at sende tv fra Danmark. Det er sket på baggrund af en grundig gennemgang af tv-stationens udsendelser.

Nævnets formand, Christian Scherfig, siger at de nu vil læse dommen i straffesagen nøje.

Roj TV anker

Selvom Roj TV kan fortsætte med at sende blev tv-stationen idømt dagbøder på i alt 5,2 millioner kroner.

Derfor anker Roj TV sagen til landsretten.

– Vi kan ikke gøre andet end at bringe sagen videre til næste instans, og håbe på at  landsretten vil forstå, at kurdernes eneste ønske er fred, anstændige forhold at leve under og  retfærdighed, samt ytringsfrihed som en grundlæggende menneskeret, siger Imdat Yilmaz.

Elmquist advarer mod at glæde sig for tidligt over den fortsatte sendetilladelse. Advokaten frygter, at der vil blive lagt pres på Radio- og Tv-nævnet for at fratage Roj TV sendetilladelsen eller at politikerne simpelt hen vil ændre loven, så det bliver muligt.

– Slaget er ikke slut. Jeg tror, at det bliver nødvendigt stadig at slås for Roj TV’s ytringsfrihed, siger han.

Angreb på ytringsfriheden

Med dagens dom er det første gang et medie bliver dømt efter terrorlovgivningen.

Det er stærkt problematisk, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

– Dommen viser mig, at terrorlovgivningen i Danmark er en trussel mod ytringsfriheden. Denne dom kan betyde, at det bliver meget svært for tv-stationer og andre nyhedsbureauer at bedrive journalistisk arbejde og rapportere fra konflikter verden over.

Hun peger på, at Radio- og TV-nævnet flere gange har vurderet, at der ikke er noget problem ved Roj TV's udsendelser eller deres dækning.

– Derfor er det uhørt, og et problem for ytringsfriheden, at byretten i dag mener, at udsendelserne er støtte til terrorisme på grund af ensidig dækning, siger Pernille Skipper.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jan. 2012 - 16:29   03. sep. 2012 - 10:53

Medier