Oplysning om sukkersyge og brystkræft, der når ud til tusinder af kurdere uden adgang til lægehjælp. Det er nogle af terrorsigtede Roj TV’s programmer.
Hver søndag mellem klokken 14 og 15.30 sender den kurdiske tv-station Roj TV halvanden times fjernsyn til fattige kurdere uden adgang til lægehjælp.
Den 33-årige dansk-kurdiske læge, Negin Nasrallah, kunne i Københavns Byret i går tegne et noget andet billede af Roj TV, end den PKK-terrorkanal, som anklagemyndigheden forsøger at fremmane af den kurdiske tv-station.
Negin Nasrallah er et af de få vidner, som forsvarer Bjørn Elmquist har fået lov at føre i retten.
LÆS ARTIKEL: "Roj TV-sag: 11 ud af 13 vidner forbudt"
Siden 2006 har hun arbejdet frivilligt for Roj TV, hvor hun har lavet en stribe sundhedsprogrammer på kurdisk. Programmerne bliver set af millioner af kurdere over hele verden.
– Programmerne når ud til de fjerneste egne af Kurdistan. Det er fattige områder, som ikke har adgang til lægehjælp. Den tyrkiske stat har afskåret mange kurdere fra sygehuse og læge på grund af deres race, religion eller politiske overbevisning, fortalte Negin Nasrallah i retten.
Hun er irakisk-kurder, og flygtede til Danmark som 13-årig efter Saddam Husseins giftgas-angreb mod kurderne.
Imellem hendes vagter på Skejby Sygehus flyver hun jævnligt til Roj TV’s studier i Düsseldorf, Tyskland for at producere sundhedsprogrammer for den kurdiske tv-station.
Hun har lavet udsendelser om brystkræft, sukkersyge og forhøjet kolesterol. Folk kan ringe ind og stille spørgsmål.
– Jeg tager et emne op – eksempelvis brystkræft – og fortæller om, hvordan kvinderne kan undersøge sig selv, hvilke symptomer de skal være opmærksomme på og hvordan sygdommen udvikler sig. Brysterne er ofte tabu at tale om blandt kurdiske kvinder på landet. Udover at komme med sundhedsfakta, vil jeg gerne være med til at rykke den kurdiske kultur, så kvinderne frit kan tale om deres krop. Ligesom i Danmark, forklarer den unge læge til Arbejderen.
Mange kurdere taler ikke tyrkisk. Og langt de fleste læger i Tyrkiet taler kun tyrkisk, så mange - især ældre - svært ved at kommunikere med lægerne og fortælle om deres sygdom. Derfor er programmet meget populært, fordi kurderne får mulighed for at få kontakt til en læge, der taler deres sprog.
Hun er ikke i tvivl om, at programmet gør en forskel.
– Jeg kan især huske en kvinde, der ringede ind. Hun havde en stor knude, som blødte. Uden Roj TV og det her program, ville mange sandsynligvis ikke opdage deres sygdom i tide eller ikke vide, hvad de skal gøre for at forebygge livsstilssygdomme. Det kan i sidste ende koste menneskeliv, advarer Negin Nasrallah.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278