24 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny røffel til DR

Ny røffel til DR

Tirsdag, 09. august, 2011, 10:15:49

Danmarks Radio fulgte ikke helt Pressenævnets kritik af tv-udsendelsen »Jagten på de røde lejesvende«. Nu skal hele kendelsen læses op for åben skærm.

DR2 skal nu oplæse Pressenævnets kendelse i forbindelse med kritikken af tv-dokumentarserien Jagten på de røde lejesvende for åben skærm.

Det skyldes, at DR2 ikke fuldstændig har fulgt en kendelse fra Pressenævnet, som bagefter blev accepteret af DR’s ledelse.

Det drejer sig om behandlingen af DR’s mangeårige medarbejder, Ole Sippel, der har været ansat på DR siden 1968, blandt andet som udenrigsredaktør.

Den oprindelige udgave af tv-dokumentaren blev sendt sidste efterår. I et af de tre afsnitte påstod tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens rådgiver, Michael Kristiansen, at Ole Sippel ikke var objektiv i sin dækning af en række storpolitiske konflikter.

Det skyldtes ifølge Michael Kristiansen, at Ole Sippels nyhedsdækning ofte havde en anden vinkel på begivenhederne end andre kanaler. Altså måtte hans dækning være subjektiv.

Ole Sippel klagede over, at han ikke havde fået lejlighed til at forsvare sig mod Michael Kristiansens beskyldning om manglende objektivitet.

Det gav både Pressenævnet og DR’s lytter- og seerredaktør Jakob Mollerup  ham ret i. De fandt begge, at DR2 havde handlet i strid med reglerne om god presseskik.

Da Jagten på de røde lejesvende blev genudsendt, var Michael Kristiansens  udtalelser klippet ud. Desuden blev programmerne indledt med et kort klip, der fortalte om seriens journalistiske metode.

Men Ole Sippel fik heller ikke i denne redigerede genudsendelse lejlighed til at imødegå anklagerne fra Michael Kristiansen og dermed at give sin version af sagen.

Det er i strid med Pressenævnets kendelse. Det har  derfor pålagt DR2’s ansvarshavende redaktør at oplæse et resumé af kendelsen, og altså gøre opmærksom på, at Ole Sippel fik medhold i sin kritik.

Pressenævnet er et uafhængigt offentligt nævn, der er oprettet i henhold til medieansvarsloven. Nævnet behandler klager over pressen, dvs. radio, tv, dagblade, ugeblade, magasiner og andre massemedier.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. aug. 2011 - 10:15   03. sep. 2012 - 10:53

Medier