Med dr’s dokumentar »de røde lejesvende« bekræfter tv-journalist Jacob Rosenkrands tidens mest reaktionære opfattelser af 1970’ernes politiske strømninger.

dr logo

af Enid Riemenschneider

Søndag aften rullede første del af DR’s nye dokumentarserie om De røde lejesvende over skærmen.

Tre indtryk satte sig.

For det første: Der er ikke tale om en dokumentation. Vi ser kun udvalgte klip af udsendelser, der skal godtgøre, at »de røde« har gjort sig skyldige i indoktrinering af en ond og farlig ideologi. Og de pågældende programmers skabere er indkaldt for at vidne mod sig selv.

Seriens ophavsmand, Jacob Rosenkrands, er fuldstændig hyldet i nutidens mest reaktionære opfattelser af 1970’ernes politiske, kulturelle og pædagogiske strømninger.

Hermed menes, at han ikke har gjort et arbejde for at sætte sig ind i og videregive baggrunden for, at disse opfattelser fandtes – på godt og ondt. Det gør programmet fuldstændig historieløst, men det er måske netop meningen.

Floskler om de røde
Nutidens floskler er slugt råt og danner baggrunden for hans udspørgen af »de røde«. På denne præmis bliver udhængningen af dem mulig.

For det andet: Jens Nauntofte. Han gik ikke bare til bekendelse, han afsvor sig fortidens gerninger. Han havde således aldrig ment, hvad han sagde og skrev om Vietnam-krigen.

FNL’s sejr var ikke en befrielse, men et nederlag for demokratiet. Det smukke billede af ham på toppen af en viet­namesisk tank havde han aldrig rigtig været glad for.

Hvis Nauntofte dengang overhovedet var noget videre rød, så har han sandelig – og forlængst – skiftet farve.

For det tredje: Ruth von Sperling. Endelig et menneske, der engageret turde forklare – ikke bare sig selv, men tiden dengang – i det omfang, hun overhovedet fik lov.

Den med rette berømte B&U-redaktion optager en del plads i udsendelsen. Den var jo også i sin tid Erhard Jacobsens yndlingshadeobjekt. Jeg skal ikke her gøre mig til talsmand for, at scener fra træningslejre for guerillakrigere vises i børneprogrammer.

Men hvor blev for eksempel Sonja fra Saxogade, Poul Nesgaard og co’s fanden­ivoldske – og alle de andre kloge og indtagende programmer af, som vi husker fra den tid?

Historieløshed
Vidnernes efterrationaliseringer er ikke »dokumentation«. Men historieløsheden er det, der virkelig fratager udsendelsen et sådant navn.

Hvordan kan det for eksempel bestrides, at den vietnamesiske sejr over USA i 1975 var en national befrielse? I et af indslagene med Nauntofte taler Rosenkrands om »de vietnamesiske troppers indmarch i Saigon«, men i det mindste husker Nauntofte korrekt at sige FNL (Den nationale Befrielsesfront).

Til historieløsheden hører også den stupide, gentagne fremvisning af passagerflyet, der eksploderer i ørkenen. En af PFLP’s væbnede aktioner.

Det fortælles naturligvis ikke, at ingen passagerer blev skadet ved nogen af PFLP’s flykapringer, eller at PFLP for år tilbage har taget afstand fra anvendelsen af væbnede aktioner mod civile.

Men det er vel i denne tid bekvemt at minde om, at PFLP engang begik terrorhandlinger.

Det fremstilles også, som om den samlede danske venstrefløj gik ind for Rote Arme Fraktion’s terror. Det er usandt, og især DKP tog skarpt afstand.

Og sådan kan man blive ved. Mens vi kiggede, kom Sverigedemokraterne forresten ind i Riksdagen.