Næsten en fjerdedel af 3F’s kongres-delegerede har allerede tilmeldt sig årets støttefest for Arbejderen.
Arbejderen-journalist Connie Trudslev kan ikke få nok af 3F’erne – sagt med et glimt i øjet. Når hun holder fri fra dækningen af 3F’s kongres i aften bliver det sammen med en fjerdedel af kongressens delegerede til årets støttefest for det røde dagblad.
– Til festen kan kongresdeltagerne spise god mad, hører Arne Würgler og Signe Bach Rüttel spille og hygge sig med de andre delegerede, fortæller Connie Trudslev.
Hun er journalist på Arbejderens Aalborg-redaktion, som sammen med lokale venner af avisen står for at arrangere den store kongresfest. Det er en gentagelse af et succesfuldt koncept fra 3F’s sidste kongres i 2007, hvor festen samlede næsten 80.000 kroner ind til Arbejderen.
– Festen er uden tvivl med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan komme på gaden, fastslår Connie.
Til daglig knokler hun for at fortælle om den faglige kamp over hele landet.
– Det bliver skønt at få sat et ansigt på nogle af dem, jeg har snakket med i telefonen, når de har ringet for at fortælle om en blokade eller en strejke. Mange kender jeg jo kun fra et billede på den lokale 3F-hjemmeside, siger Connie Trudslev.
I morgen fortsætter arbejdet med dækningen af 3F’s kongres. Og selvom det bliver hårdt, glæder Connie sig alligevel.
Som tidligere jord- og betonarbejder har hun været medlem af SID og siden 3F siden 1985, og aktiv som klubbestyrelsesformand og i bestyrelsen for sin afdeling i Aalborg.
– Derfor kender jeg forbundet rigtig godt, og det gør det ekstra spændende at følge med på kongressen. Hvor andre medier kredser om de kendte og rige, vil vi meget hellere tale med folk ude på arbejdspladserne. Jeg har selv siddet i skurvognen og véd, at det er sgu der, folk kan fortælle, hvor skoen trykker i Danmark, smiler Connie Trudslev skævt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278