11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Facebook giver os kontakt

Facebook giver os kontakt

Lørdag, 24. april, 2010, 06:00:00

Når Arbejderens nye hjemmeside går på nettet den 1. maj, vil læserne og offentligheden få direkte adgang til at kommunikere med avisen på Facebook

facebook

Den er der, den er gratis, alle bruger den. Det drejer sig om Facebook, verdens største sociale medie.

Nu går også Arbejderen på Facebook, og det er der ifølge avisens chefredaktør Birthe Sørensen, mange årsager til.

- Realiteten er, at Facebook er blevet en del af det samlede, danske mediebillede, og det er vi nødt til at forholde os til, siger dagbladet Arbejderens chefredaktør Birthe Sørensen.

Så når avisen den 1. maj åbner sin kraftigt opdaterede hjemmeside, vil det blandt andet være muligt for avisens læsere at komme tættere på redaktionen - og omvendt.

- I takt med, at stadig flere danskere kommer på Facebook bliver det et sted, hvor vi kan komme i kontakt med ny læsere, samt udvikle kontakten til de eksisterende, slutter Birthe Sørensen.

De sociale medier

Der er rigtig mange gode grunde til, at Arbejderen har valgt at bruge Facebook som en måde til at øge kontakten med og kendskabet til sine læsere.

For danskerne elsker denne gratis sociale legeplads. Så meget, at vi er verdens Facebook-land nummer ét.

Hver måned bruger 2,2 millioner af os mediet til at chatte, danne hade- og elskegrupper, lægge billeder og videoer ud, deltage i de mest vanvittige spil, samt sende kys, kram og alskens virtuelt legetøj til hinanden.

Og alle kan være med. Det kræver blot, at du sender nogen en anmodning om at blive godkendt som ven. Sammen med anmodningen følger en liste over eventuelle fælles venner.

Men den sociale platform kan meget andet end bidrage til den daglige sniksnak.

For det første kan man invitere sine facebook-venner til en fest, et politisk møde, en udstilling eller en koncert. De inviterede kan så fortælle værten, om de kommer eller ej, og lede efter venner på den tilhørende gæsteliste.

For det andet kan man lave sin egen 'Synes godt om'-side - det der før hed en fan-side.

Kirkeasyl og facebook
Facebooks evne til at mobilisere og kommunikere på en enkel, hurtig og billig måde kom i fokus, da omkring 70 afviste asylansøgere søgte tilflugt i Brorson-kirken på Nørrebro i København.

Det førte til dannelsen af græsrodsgruppen KirkeAsyl, og den oprettede snart efter en gruppe på Facebook.

'Irakerne i kirken' blev snart et effektivt redskab i protesten mod den umenneskelige udleveringsaftale, som de danske myndigheder havde lavet med den irakiske regering.

- Det var oplagt at bruge Facebook, for det gør hver anden dansker, forklarer en af de aktive fra det nu nedlagte KirkeAsyl, Stine Maiken Brix til Arbejderen.

- Vi brugte gruppen til at fortælle, hvad der skete, men også til at samle penge ind og bede om andre ting, som vi manglede, fortæller hun.

Ifølge Stine Maiken Brix var Facebook-gruppen en vigtig årsag til, at irakernes sag fik så stor bevågenhed.

- Der blev selvfølgelig også lavet et stort arbejde overfor pressen, men der er ingen tvivl om, at Facebook-gruppen var et effektivt redskab, slutter hun.

'Irakerne i kirken' nåede at få op mod 27.000 venner, og den er stadig aktiv.

Facebook som medie
På samme måde har Facebook vist sig at være et vigtigt redskab i aktivt opsøgende journalistik.

Som da Berlingske Tidende ville kulegrave, hvordan den danske vagtlægeordning fungerede. Til formålet oprettede man gruppen 'I lægens hænder', der også var temanavn for avisens artikelserie.

På facebook-siden deltes historier, links, billeder, videoer, ideer og tanker omkring vagtlægeordningen. Læserne kunne her komme med input til journalisternes arbejde og holde sig opdateret om sagen.

Som en slags bonus kunne gruppens medlemmer læse artiklerne før de blev trykt i avisen eller lagt ud på dens netside.

Initiativet blev en stor succes. Gruppen har i dag over et tusinde venner, som fører en livlig debat med hinanden og ikke mindst med avisens journalister.

Fidusen er, at langt de fleste brugere tilbringer meget mere tid på Facebook, end de ville gøre på www.berlingske.dk, som netavisen hedder. Det giver en langt større sandsynlighed for, at folk vil give sig tid til at forstå historien og dele ud af deres personlige erfaringer.

Det startede som leg
Den 19-årige tidligere hacker Mark Zuckerberg læste i 2004 datalogi på Harvard og syntes, at universitetets traditionelle, trykte facebook - en slags blå bog med fotos af de studerende - var for kedelig.

Så hvorfor ikke gøre det over nettet. Han lavede sammen med et par venner et simpelt program og snart kunne medstuderende og andre med en email-adresse på stedet lægge deres fotos ud og skrive til hinanden på en fælles opslagstavle.

Det var i februar. Måneden efter var også Yale, Stanford og Columbia universiteterne med i netværket, og snart blev sovesalen for lille.

Resten er historie. 400 millioner var aktive på Facebook i forrige måned. De lagde 2,5 milliarder fotos på nettet. Det gør hjemmesiden til verdens største sociale medie og verdens næstmest besøgte website.

Facebook anslås til at være 50 milliarder kroner værd, men foreløbig har den tidligere collegedreng og hans venner ikke lyst til at sælge. Så selv om de droppede ud, må de jo have lært et eller andet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. apr. 2010 - 06:00   03. sep. 2012 - 10:53

Medier