Den amerikanske sangerlegende Bob Dylan skal fortolkes, ikke oversættes eller fordanskes. Det gør Johannes Andersen på »Natten er nær« i fin stil.
Musikanmeldelse
af Bjarne Nielsen
Forskeren Johannes Andersen fra Aalborg Universitet har, ved siden af sin samfundsmæssige forskning og mange debatindlæg, også forsket og dyrket sin passion for Bob Dylan.
Resultatet er en lille fin samling danske fortolkninger og sange, udtrykt på cd'en Natten er nær. For »Dylan skal ikke oversættes eller fordanskes. Bob Dylan skal fortolkes«.
Som sagt så gjort.
Det er lykkedes Johannes Andersen at give sangene nye betydninger og perspektiver. This Wheels On Fire – hos Andersen: »Hjulene skrider ud« – bliver en kommentar til de danske militære eventyr, mens Mere kaffe (»One More Cup of Coffee«) handler om konfrontationen mellem forskellige kulturer.
På Alt er forandret (»Things Have Changed«) og Oppe fra tårnet (»All Along The Watchtower«) kommer han fint ind på vores fornemmelser for krisen.
I Balladen om Den Tynde Mand (»Ballad Of A Thin Man«) bliver Mister Jones til Lone Schmidt og »vores« Rifbjerg involveres.
Klassikeren »Rainy Day Woman#12 & 35« bliver til Alle bliver mobbet og »Like A Rolling Stone« til Ensom med et rastløst sind uden problemer.
Johannes Andersens stemme er – som Dylan – ikke til skønsang, men et instrument der skal få stemninger frem. Det lykkedes til fulde.
Hans fortolkninger giver sangene nyt liv og en aktualitet, som må være i den gamle mesters ånd. Dejligt og udfordrende.
Johannes Andersen spiller guitar og synger på de ti sange. Cd'en er produceret i samarbejde med Nikolaj Heyman, kendt fra Giant Sand og DeSoto Cactus. Heyman, der spiller de fleste instrumenter på albummet, får sangene til at swinge på bedste Ry Cooder– vis.
Som med mange af Dylans sange bliver albummet bedre og bedre, jo mere man går ind i tekstuniverset.
Andersen har tidligere i år publiceret Uoverskuelighed uden kant - om aktuel rock musik.
Johannes Andersen: Natten er nær. Bob Dylan på dansk. 100 kroner. Gateway Music. Kan bestilles på www.johannesandersen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278