22 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Farvel til Pakhusscenen

Farvel til Pakhusscenen

Tirsdag, 25. oktober, 2011, 11:42:42

Hvad jeg længe har frygtet er nu sket. Den kendte trommeslager Leif Johansson lukker og slukker Pakhusscenen på Vesterbro Torv i Nykøbing Sjælland efter 11 år med fremragende jazz hver lørdag året rundt.

Det rammer alle jazzelskere hårdt. På Sjælland har vi kun spillestederne i København tilbage, og for os i udkantsdanmark er det langt væk.

Lørdag den 15. oktober blev Walther Klæbels mindelegat uddelt på Pakhusscenen og dermed ophører den årlige tradition med at give en yngre lovende jazzmusiker op til 5000 kroner vel også. Det var nemlig Walther Klæbel, der begyndte med lørdagsjazz i Nykøbing Sjælland.

Stort set alle dansk jazzmusikere af betydning har spillet flere gange på Pakhusscenen. Den kunne nok have kørt videre med traditionel lørdagsjazz, men Leif Johansson ville noget mere. Han brænder for moderne jazz, men når en så fremragende pianist som Thomas Clausen kun samler under 20 tilhørere, så må det være en underskudsforretning.

Leif Johansson vil sikkert fortsat slå på trommer i forskellige bands rundt omkring, men Pakhusscenen var noget ganske særligt. En god akkustik og et hyggeligt lavloftet lokale med plads til cirka 100. De populære jazzfrikadeller som mange spiste, er det nu også slut med. Jeg sender en stor tak til Leif Johansson og hans kone Lone, fordi de igennem de sidste 11 år har sørget for at vi kunne høre fremragende jazzmusik for et næsten symbolsk beløb.

Som jeg skrev tidligere har Uldum Højskole holdt sit sidste jazzkursus, idet undervisningsministeriets udsendte kontrollanter påpegede over for skolen, at jazz alene ikke var nok til et beskedent statstilskud. Derfor er det glædeligt, at trompetisten Torben Lassen sammen med Niels Banke i 2. uge i september 2012 vil afholde et jazzkursus på Vestjyllands højskole. Der vil jeg naturligvis med, hvis mit skrøbelige hjerte holder til det.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. okt. 2011 - 11:42   03. sep. 2012 - 10:54

Musik