23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Med musikken som våben

Med musikken som våben

Torsdag, 08. september, 2011, 21:53:12

Babak Vakili, der står bag Enhedsliste-valgsangen »Listen« har passion for politisk rap og hindbærsodavand.

Politisk aktivisme er ikke at smide to fingre i vejret til en demo eller at sætte et badge på sin facebook-profil. Det er de lange møder med leverpostejsmadderne, der tæller, siger Babak Vakili.
Sigaardsfoto.dk

af Maja Flinthøj

– Det er dét, jeg savner allermest i Berlin. En god hindbærsodavand, siger den 24-årige rapper, Babak Vakili, efter at have taget en stor slurk af den økologiske hindbærsodavand vi får serveret på caféen på Nørrebro.

I januar pakkede Babak sin kuffert for at flytte fra sit hjem på ydre Nørrebro til Berlin for at studere et semester i udlandet. For til hverdag, når Babak ikke skriver raptekster om kritisable forhold i det danske samfund, sidder han med hovedet begravet i bøgerne og læser om politisk filosofi og international politik. Han studerer statskundskab på Københavns Universitet.

Men det er ikke kun i valget af sin yndlingssodavand, at Babak har smag for den røde farve, det gælder også hans politiske overbevisning. »Mit blod er rødt, og mit hjerte ligger til venstre,« rapper han i støttesangen ”Listen”, som han har skrevet til Enhedslistens valgkampagne.

Idéen fik han fra sin ven, som allerede ved sidste Folketingsvalg foreslog, at de skulle lave en dansk rap over den amerikanske politiske rapper Talib Kweli´s "Listen".

Babak Vakilis version er nu lynhurtigt røget til tops i TV2 afstemning om den bedste valgsang, og flere musikanmeldere har rost den til skyerne.

Selv kårer Babak Dansk Folkepartis valgsang til førstepladsen, fordi han synes det er dén, der rammer sin målgruppe bedst.

– Det er dansktoppen, og sangen vækker nogle varme følelser. Hatten af for Dansk Folkeparti, jeg synes, at de har gjort et udemærket job, siger han.

LÆS ARTIKEL: "Fra nationalistisk schlager til rød rap"

Med et drilsk smil tilføjer han:

– Jeg tænker, at der kunne komme et udmærket dubsteb-hiphop-remix ud af Dansk Folkepartis sang.

Han illustrerer sin tanke ved at lave beatboxerlyde med munden og rappe "Dit land dit valg herfra min verden går" 
Men så ophører alt ros fra Babak til Dansk Folkeparti også.

– Dansk Folkeparti har gennem hele min ungdom dikteret, hvordan udlændingepolitikken skulle være.

Opildnet slår han ud med armene og fortsætter:

– Den måde, man taler om indvandrere på i medierne og i politik generelt, har dæmoniseret en hel generation af unge. En hel generation af unge er vokset op og tror, at alle ser dem som terrorister.

Der er ikke tvivl om, at Babak brænder for spørgsmålet om integration.

– Integration har selvfølgelig altid ligget mig nært, fordi jeg selv har været kylet ind i den mølle.
Begge hans forældre er politiske flygtninge fra Iran, hvilket gør Babak til en såkaldt "anden-generations-indvandrer".

Men hans viden om integration strækker sig langt ud over den personlige erfaring med "bare" selv at være indvandrer. Med racismeparagraffen trykt på en t-shirt startede han for et par år siden kampagnen Diskriminalitet.

Det handlede om den diskrimination, der foregår i nattelivet, når eksempelvis en dørmand nægter en person at komme ind på et diskotek grund af hudfarve.

Sammen med venner arrangerer Babak også rapworkshops for unge på Blågårds Plads på Nørrebro.

Også på det professionelle plan har Babak stor erfaring med integrationsspørgsmålet. Før han tog til Berlin var han i praktik i Enhedslisten, hvor han arbejdede med deres integrationspolitik. På universitet har han skrevet bachelor om emnet, og specialet skal også handle om integration.

Trods sit arbejde betegner Babak Vakili ikke sig selv som politisk aktiv.

– For mig er ordet politisk aktiv ikke så letkøbt som, at jeg smider to fingre i vejret til en demonstration, eller at jeg har en badge på min facebookprofil, siger han.

Babak mener, at rigtig politisk aktiv er de personer, der bruger massevis af timer på at smække valgplakater op, uddele flyers, arrangere blokader og sidde i møder med leverpostejsmadder.

– Jeg vil i stedet kalde mig politisk bevidst, afslutter rapperen.

Se Babak Vakilis video "Listen" her:

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. sep. 2011 - 21:53   03. sep. 2012 - 10:54

Musik