Janne Lærkedahls nye cd »Hver aften henad otte« rummer mange dejlige oplevelser, men mangler en lidt mere snavset og upoleret sound.
musikanmeldelse Af Helge Knudsen
Janne Lærkedahl er måske bedst kendt fra sit mangeårige samarbejde med Peter Abrahamsen og Bell Pepper Boys.
Nu har hun udsendt sit andet soloalbum, Hver aften henad otte. Det første kom for 15 år siden, og hed Natten har tusind øjne.
Hver aften henad otte er en blanding af nye og gamle – nogle af dem rigtig gamle – sange.
Janne Lærkedahl giver alle sangene liv, men arrangementerne på klassikerne savner efter min mening originalitet, og lægger sig lidt for meget i sporet af deres forlæg.
Det er dog ikke hver gang en bagdel. Cornelis Vreeswijks klassiker Deirdres Samba swinger dejligt på helt Vreeswijk-manér, og det er bare godt.
Det er også den sang, der har givet navn til pladens titel. For Deirdre tager »hver aften henad otte« ind til Rio for at danse samba – og sælge sin krop.
Storbynat, med tekst af den norske arbejderdigter Rudolf Nielsen og musik af Lars Klevstrand, er et af de bedste numre på pladen. Det bidrager blandt andet Torben Kjærs fabulerende pianospil til. Man kan mærke på Janne Lærkedahl, at »i dette dyb har jeg mit hjem, min rod«.
Janne Lærkedahl har bearbejdet teksten fra norsk til dansk, og det er lykkes rigtig godt. Men det går lidt galt i slutningen af sidste vers, hvor byens evige, klare lys i Rudolf Nielsens digt jager al mystik og overtro på flugt:
Her blinker ingen stjerner
gennem natten
Som stumme trusler om en
evighed
Her hvisker mørket ikke
mod mit øre
sin uforståelige hemmelighed.
I Janne Lærkedahls oversættelse er denne pointe forsvundet - her »synger« det hele, og det er lidt synd, for det gør pointen svær at forstå:
Her synger ingen stjerner
gennem natten
som tavse trusler om en
evighed
Her synger vinden ikke
mod mit øre
sin uforståelige hemmelighed.
Men hvad gør det egentlig, for Janne Lærkedahls indlevelse synger budskabet klart hjem alligevel.…
Der gør hun også på Lange nætter, som Joachim Ussing – bassist i Bell Pepper Boys – har skrevet til hende. Ussing har også skrevet en anden af pladens dejlige sange, Synger i natten.
Modigt prøver Janne også kræfter med Røde Mors Vietnam-sang Lill’ Johnnys mund er fuld af blod – en stadig alt for aktuel sang lige nu, hvor danske soldater er involveret i hele to krige.
Flere har forsøgt sig, men jeg har endnu ikke hørt en udgave, der hamler op med originalen – undskyld, Janne!
Der er også tre engelsksprogede klassikere – det kan man vist roligt kalde de to af dem – på pladen:
Vera Lynns legendariske 1942-krigsklassiker White Cliffs of Dover, Ned Millers countryballade Dark Moon fra 1957 og Heather Myles’ sjæler Until I couldn’t have You. fra 1995.
Dark Moon er en rigtig crooner-sang – og sådan giver Janne Lærkedah den også, og med stor indlevelse. Men den bliver for forudsigelig, fordi arangementet lidt for slavisk følger forlægget.
Der mangler lige det twist, der ville få mine lyttebøffer til at blafre. Det samme gælder i mindre grad også de to andre.
Jeg savner en lidt mere »snavset« og upoleret sound på pladen, som ind i mellem virker lidt for pæn og poleret. Men det ændrer ikke ved, at det alt i alt er en dejlig plade, Janne Lærkedahl har lavet.
Jeg ser gerne Joachim Ussing skrive flere sange til Janne Lærkedahl. De sidder som støbt på hende.
Janne Lærkdal:Hver aften henad otte. Sunlark. Coverfoto: Sonja Iskov
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
