Med en enkelt undtagelse er Powersolos nye cd kedelig og irriterende gentagelse af en sangskriverformel.

Powersolos femte album, Buzz Human, skuffer med formalistisk tomgangsmusik. Brødrenes forsøg på at køre den hjem på rendyrket psychobilly-power er ikke udelt vellykket.

Jakob Kristian Sørensen

^musikanmeldelse af Anders Aktor

Mens Powersolos femte album Buzz Human, kom ud af højtalerne, var der primært to følelser som kæmpede om dominansen i undertegnedes krop og sind: Irritation og kedsomhed

De sangskriverhjerneceller, der tidligere har præsteret fuldtræffere som den nu fem år gamle Knucklehead, er gemt langt, langt, langt væk.

Albummet her lyder som resultatet af et par timer i garagen, efter at børnene blev lagt i seng og konen havde hovedpine: Primalt og bøllet. Men brødrenes forsøg på at køre den hjem på rendyrket psychobilly-power er ikke udelt vellykket.

Tag for eksempel Took It to Me Pads, Sensation og To Hell, der alle har en fast formel: Et amputeret guitarriff, en energisk indpiskende og rablende Kim Kix ovenpå, og så ellers rundt og rundt på karusselponyerne i to-tre minutter.

Monotonien er enerverende, og det giver mig større hovedpine end førnævnte hustru.

Dog skal She Fights Your Boredom With Her Soul fremhæves som, omend ikke genialt, så et meget vellykket forsøg på et vers der er bygget op omkring rytmiske forskydninger og en energi der får en til at glemme, at man kun er i garagen fordi konen har givet lov.

Det helt generelle problem med Buzz Human er ,at langt de fleste sange åbner fint, med en guitarfigur, og en lidt skæv tosse-rockabilly-lyd.

Det fungerer fint i det første minut, men sangene er mindst dobbelt så lange og der sker, mildest talt, ikke en skid.

Powersolo: Buzz Human. Er udkommet på Crunchy Frog.