01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lumiéres første filmfremvisning - 22. marts 1895

Lumiéres første filmfremvisning - 22. marts 1895

Tirsdag, 22. marts, 2011, 10:59:32

I dag er det 116 år siden den første fremvisning af levende billeder. Mændene bag initiativet vurderede filmen som en »opfindelse uden fremtid«.

Den 22. marts 1895 giver de to franske fotografer brødrene Auguste og Louis Lumière den første private fremvisning af levende billeder.

Det bliver starten på en kortvarig karriere, der alligevel er med til at starte en gigantisk industri, som i dag indbringer milliarder verden over.

Brødrene Lumière er langt fra de første til at eksperimentere med levende billeder. Så tidligt som i 1888 har Louis Le Prince gjort de første spæde forsøg på papir-film, og den berømte amerikanske opfinder Thomas Edison har patenteret sit »kinetoskop« i 1891, men brødrene er de første til for alvor at udnytte det nye medie kommercielt.

Lumière brødrene begynder deres første filmoptagelser i starten af 1895. Forinden har de udviklet en række nye metoder, der gør det nemmere og dermed billigere, at fremkalde filmruller.

Alligevel er de to brødre ikke alt for optimistiske omkring det nye medies muligheder, og der går mere end et halvt år fra den første private forevisning den 22. marts 1895 til den første kommercielle offentlige filmfremvisning den 28. december i Salon Indien du Grand Café i Paris. Her bliver vist ti film af hver et lille minuts varighed.

I de kommende år optager brødrene adskillige hundrede filmstrimler, deriblandt nogle af verdens første farvefilm, som de bruger i deres virksomhed.

På trods af at Lumière brødrenes forestillinger bliver lidt af et tilløbsstykke, bliver deres karriere i filmbranchen kort. Allerede i 1903 opgiver de at drive biograf med henvisning til at filmmediet er »en opfindelse uden fremtid«. De vender i stedet deres opmærksomhed mod at videreudvikle deres teknik indenfor farvefotografi.

Trods den spæde begyndelse vokser filmbranchen i de kommende årtier til en millionforretning og siden hen til en verdensomspændende milliardindustri.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. mar. 2011 - 10:59   03. sep. 2012 - 10:54

Musik