Vinteren er kommet tidligt i år, men sexslaverne skal på gaden hver dag. Derfor arrangerer Cocktails Against Injustice en støttekoncert med julegavekort.
Der er langt mellem budskabet om den søde juletid, og så de handlede kvinders hverdag i december.
De skal lokke kunder til i tøj, der bedst passer til en varm sommerdag for at betale gæld af til deres bagmænd. De usle kår går kvinderne trætte og syge. Den voldsomme kulde betyder betændelser i lunger, ører og blære, samt skader i ryg og hofter.
Baptistpræst og sociolog Thomas Willer samler hvert år penge ind for at mildne de udsatte kvinders vilkår. Det sker gennem gruppen Cocktails Against Injustice.
– Vi danser om juletræet – kvinderne fryser på flisen, skriver han i en pressemeddelelse.
Årets koncert finder sted torsdag på Ideal Bar i Vega på Vesterbro i København. Dens hovednavn er norske Marte Wulf, mens danske Christoffer Gregersen varmer op.
Ud over en god musikalsk oplevelse kan gæsterne købe en julegave, som de handlede kvinder kan bruge til noget.
»Køb en tandlæge«, »køb en kiropraktor« eller »Køb en helbredspleje« lyder opfordringen fra organisationen Hope Now. Det er gaver, som de udsatte kvinder kan gøre god brug af.
Årets modtager af Dansk Kvindesamfunds Mathildepris, skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis, vil desuden læse nogle af de handlede kvinders personlige historier op.
Pengene fra salg af disse julegavekort går til den frivillige hjælpeorganisation Hope Now, og til Media Village, som er Cocktails Against Injustices samarbejdspartner i Nigeria.
Landets kvinder udgør en stor del af de kvinder, der bliver trafficked til Europa. Derfor informerer Media Village dem om den virkelighed, der venter, hvis de tror på bagmændenes løgne om et ordentligt arbejde i Europa.
– Vi har også brug for penge til at forsørge kvinder på gaderne, på bordeller, i sexklubberne, og give dem kiropraktisk behandling. Og til transport, da vi er nødt til at bringe kvinderne fra ét sted til et andet, så vi kan give dem rådgivning og helbredspleje, siger Michelle Mildwater fra Hope Now.
Ifølge hende brugte HopeNow sidste år mange penge til taxier, når de bragte kvinderne til hospitaler, kliniker og tandlæger.
Cocktail Against Injustice har de sidste par år lavet støttearrangementer og samlet 17.000 kroner ind til Hope Now. Gruppen består af en blandet skare af københavnske frivillige, der arbejder for social retfærdighed.
Ideal Bar, Enghavevej 40, København V. Entré 60 kr. Torsdag 16. december kl. 19.30
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278