»Lidt røg fra vorherres cigar« er både en strofe fra den nyligt afdøde norske folkemusiker Kalle Zwigmeyer og titlen på bente kure og Leif Ernstens nyeste værk.
af Gert Poder
De to folkemusikere Bente Kure og Leif Ernstsen har i over 20 år leveret vise ord og sprøde kommentarer i et følsomt repertoire, der udover egne ting rummer både dansk og udenlandsk musik. Det gav dem Danish Music Award 2004 for CD’en Ovenover Alting.
Med deres positive livssyn, som aldrig forfalder til lalle- eller ligegladhed, er de garant for kakao til trommehinderne. Deres særkende er smukke, følelsesmættede tekster til et enkelt men langt fra traditionelt akkompagnement.
Det seneste epos, Lidt røg fra Vorherres cigar, understreger deres på én gang ukomplicerede og krøllede univers, hun med sin faste nordiske stemme, han med sin finurlige harmonika, mens Jens Jefsens sikre bas snører sækken til.
CD’ens titel er en strofe fra den ene af tre sange skrevet af den norske folkemusiker Kalle Zwilgmeyer. Den er beklageligvis også ufrivilligt blevet et musikalsk farvel til denne kæmpe i nordisk kulturliv. Han døde den 6. september i år i Frederikssund, 74 år gammel.
I Bente Kure og Leif Ernstsens sobre fortolkninger kommer hans stilfærdige storladenhed til syne, det glade glimt i øjet, alderens visdom, det skarpe blik for naturens vidunderlige vildskab.
Bente Kure fremmaner med egne tekster et kvindeligt, sødmefuldt og nærmest eftertænksomt rum, tilegnet livets mirakel, mens Leif Ernstsen i et enkelt nummer fremtryller magien fra Ringenes Herre på sit trækorgel.
Der er også blevet plads til et par internationale hits: Brittiske Garth Brooks og Kent Blazys vidunderlige ballade If Tomorrow Never Comes og amerikanske Julie Golds bevægende jødiske fredssang og hymne From a Distance, der fik sit gennembrud med »The Divine« Bette Midler.
De er begge oversat af Bente Kure, og de musikalske løjer afsluttes med fællessang og varme vibrationer i Rune T. Kiddes og Alex Campbells oversættelse af Allan Taylors sømandssang It’s Good to See You, optaget med et stort publikum i Fjordvilla-studiet.
Lidt røg fra Vorherres cigar er friskplukkede æbler, blommer og pærer, tilsat havestaudernes farveflor under septemberhimlens regnbue. Velbekomme.
Bente Kure &Leif Ernstsen:Lidt røg fra vorherres cigar. KM-20101, Kure Musik. Er udkommet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278