Profetas er musik i hiphoppens grænseland og trækker på colombias smeltedigel af musikalske traditioner i deres fusion af afrocolombiansk musik, reggae og rock.

Per Intuition!

af MC Pablo Fortaleza

Det lader til, at blandingen af hip hop, cumbia, reggae og Profetas afro-colombianske sound er lige så universel som den amerikanske pop, der sendes i radioen i Europa

Hip hop er en universel kultur. Alligevel har Bronx-hip hoppen og dens oprindelige udtryk måttet tilpasse sig virkeligheden på steder, hvor vejret, sproget og kulturen er meget forskellig fra New York.

I Colombia nytænker vi urba­n-musikken ved at blande hip hoppens globale lyd med afro-latinsk og caribisk musik.

De grupper, som skaber denne retning, har fået stærk kritik fra landets traditionelle hip hop-scene, som stædigt fastholder 90’ernes nordamerikanske sound. Alligevel er den nye stil mere populær hos specialiserede kritikere.

Hip hop indtager Columbia
Dette er den colombianske hip hops aktuelle tilstand: Det traditionelle koncept transformeres intuitivt ved at bruge de nye teknologier til at vende tilbage til rødderne.

Hip hop opnåede aldrig et kommercielt gennembrud, som det var tilfældet i USA og Europa.

Alligevel har udviklingen af kulturen været meget gennemgribende, og hundredetusinder af unge og ikke helt så unge i landets fattigste kvarterer dyrker dele af den kultur (MC, DJ, grafitti, Bboy), der opstod i New York i slutningen af 1970’erne.

Det kulturelement, der først blev populært i Latinamerika, var break dance, sandsynligvis takket være den globale påvirkning fra film som Flash Dance fra 1983 og Break Dance fra 1984.

I byer som Cali, Medellín og Bogotá dannedes crews, der kom fra marginaliserede kvarterer og break beat blev mere og mere almindeligt til undergrunds-fester.

Bboys -– unge som dyrkede denne stil – indtog offentlige pladser og gader og blev hurtigt det mest synlige udtryk for den colombianske hip hop-kultur.

I Bogota blev Teatro el Embajador meget berømt for at låne sit fortov til pionérerne fra en af byens største ungdomsbevægelser.

 Og fra disse legendariske crews, der skabte urban-kulturen i landets hovedstad, opstod rap-grupper som La Etnia, Raza Gangster, Contacto Rap og Gotas de Rap.

De besluttede at fortælle historierne fra deres kvarterer på samme måde som afro-amerikanerne.

Stor, men ikke mainstream
De første rap-udgivelser ankom til Colombia via både øst- og vestkysten, men især via landets største havn Buena Ventura på Stillehavskysten.

Hovedparten af befolkningen på Stillehavskysten har afrikanske rødder, og den mest populære musik udover de traditionelle rytmer har været salsa, men siden The Jackson 5 har den sorte nordamerikanske musik været særlig populær til fester.

Udover at musikken blev populær, bevirkede fattigdommen og de dårlige levevilkår, at folk blev tiltrukket af den amerikanske drøm.

En drøm, der ankom i store både til havnene og i beretningerne fra dem, det lykkedes at komme til USA - hvor nogle slap ind gemt på en båd, og andre optaget på et amerikansk universitet via deres talent for basketball.

Det ville tage adskillige måneder at tegne et kort over de ruter, hip hop har bevæget sig ad for at nå slumområderne i Colombias små og store byer.

Sikkert er det, at der omkring midten af 1990erne var en eksplosion i antallet af rap-grupper i hele landet, hvis sound og stil forsøgte at konkurrere med de amerikanske.

I Cali var Guethos Clan og Cali Rap Cartel nogle af de bedste eksponenter for genren. I Medellín var det veteraner som Rulaz Plazco og Rh. Clandestino der var de mest fremtrædende.

I Bogotá markedsførte hundredvis af grupper deres hjemmelavede produktioner i street-wear butikkerne, mens lokalregeringen finansierede Latinamerikas største hip hop festival. Den startede i 1990’erne, og var i 2008 nået op på et tilskuertal på 90.000.

På trods af den betydelige størrelse, som hip hop kulturen har nået på 20 år, er den aldrig blevet mainstream.

Det kan enten være, fordi den fortæller om en virkelighed, som Colombias medier ikke er interesserede i at fortælle, eller fordi den musikalsk ligger langt fra de tropiske og traditionelle stilarter, der er mest populære i landet.

Nordamerikansk Sound
Første gang jeg hørte en hip hop gruppe inkorporere elementer fra colombiansk folklore, var i 1995.

Det var en gruppe af brødre af afrikansk afstamning, hvis familie var kommet til Bogotá fra Stillehavskysten. De blandede deres rim med lyden af deres hjemmebyggede trommer kaldet Zumbi.

Flere år senere - i 1999 - tilbragte jeg hele dage i brødrenes hjem sammen med andre MC’ere fra  byen, mens vi perfektionerede vores stil i en gruppe, som vi kaldte ADN.

På det tidspunkt havde jeg allerede grundlagt Profetas, og her forsøgte jeg i starten at opnå lyden og stilen fra min favoritgruppe The Fugees.

I 2000 optog vi sangeren Antombo Langangui, der stammede fra Gabon, i gruppen og tilføjede på denne måde inspiration fra afrikansk musik.

I dag fastholder hovedparten af hip hop-grupperne i Colombia den klassiske, nordamerikanske sound i musikken, og teksterne er grundlæggende samfundskritiske og handler om livet på gaden.

I MedellÌn arbejder de fleste grupper stadig med den traditionelle hip hop-stil, og deres sound er ofte meget mørk og dramatisk.

To af den colombianske hip hops største grupper kommer fra Cali. En af disse er Asilo 38, den gruppe som særligt repræsenterer virkeligheden i Aguablanca, byens mest fattige og voldelige område. Gruppen er kendt for at berette om livet blandt kvarterets unge, og deres største succes er sangen Carlitos Way.

Den anden gruppe er Flaco Flow y Melanina, to unge fra kvarteret, som har Benny B som producer.

Næst efter La Etnia, pionérerne i Bogotá, er de den gruppe, der har den største fanskare på den traditionelle scene, selv om de vover at blande latinske rytmer i deres musik.

Parallel-bevægelse indtager landet
Ikke desto mindre er der en bevægelse, der er ved at indtage urbanmusikken i landet. Den har endnu ikke et fastlagt navn eller lyd, men de grupper der identificeres med dens stil, har visse fællestræk:

Det første fællestræk er brugen af hip hop og eletronisk musik som grundlag. Det andet er inkorporering af afro-latinske og afrocolombianske musikelementer som cumbia og colombiansk stillehavsmusik i deres sound.

Det tredje er, at de erstatter hip hoppens klassiske format - en DJ og to grammofoner - med en gruppe, der kombinerer det analoge med det elektroniske.

I denne parallel-bevægelse til den colombianske hip hop findes grupper, hvis udgangspunkt er den klassiske hip hop som Chocquibtown, Profetas og andre, som kommer fra genrer som elektronmusik og endda rock som Sidestepper, Superlitio og Bomba Estereo.

Disse grupper har repræsenteret lyden af Colombias urban-musik siden 2000, og selv om de ikke høres konstant i den kommercielle radio, er de blevet populære i landets universitetsmiljø og begynder at skabe sig en plads på Europas og USA’s største festivaler.

Ifølge musikindustrien er stadig flere mennesker interesseret i, hvad der sker på den colombianske og sydamerikanske musikscene.

Uden tvivl vil det være den nye urbanmusik, som tilfredsstiller den globale nysgerrighed, fordi dens sprog er lige så universelt som den nordamerikanske hip hop og lige så lokal som chirimia – en primitiv obo fra Latinamerika – og musikken fra Stillehavskysten.

Kilde: My World Images festivalavis.
Forkortet af redaktionen

Profetas spiller på Global,
Nørre Allé i København
fredag 3. september kl. 21.