11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fra 1. maj til verdens scener

Fra 1. maj til verdens scener

Lørdag, 01. maj, 2010, 01:16:57

Opskriften er enkel. Man skriver en sang om et alvorligt emne, sætter den på latinamerikanske rytmer, tilsætter et gran Jamaica-sound og serverer det hele på en europæisk punk-tallerken.

patchanka
Steen Flemming Jørgensen
Alexander Nicolas Truelsen, 32, og Nicola Angel Guerra Roland, 31, udgør sammen med tre andre, glade barndomsvenner det verdensmusikalske fænomen Patchanka. Deres forbillede er det legendariske franske band Mano Negra (»Sorte Hånd«), dannet i 1987 med spansk-franske Manu Chao i spidsen.

Skulle nogen være i tvivl om, at musik kan skabe forbindelse mellem tænkeboksen og underlivet, så tag en tur i Fælledparken i dag.

Der kommer garanteret knald på liggehønen, når Danmarks bastard-ska-fiesta-reggae-punk band number one Patchanka går på scenen kl. 17.10 som sidste indslag ved Kommunistisk Partis store Rød 1. Maj-arrangement i København.

For selv om de fem bandmedlemmer har trådt barneskoene i Odsherred på Nordsjælland, kan der godt være højt til loftet. Og det er der.

Opskriften er enkel. Man skriver en sang om et alvorligt emne, sætter den på latinamerikanske rytmer, tilsætter et gran Jamaica-sound og serverer det hele på en europæisk punk-tallerken.

Det lyder kaotisk, men der er mening i galskaben, fortæller to af bandets medlemmer til Arbejderen.

– Vi fortæller historien om manden og kvinden på gulvet på en festlig måde, siger Alexander Nicolas Truelsen, 32, kaldet Alex. Han kalder bandet »socialt bevidst uden at være rendyrket politisk.«

Over stok og sten
Alex og Nicola Angel Guerra Roland, 31, kaldet Nick, udgør sammen med tre andre, glade barndomsvenner det verdensmusikalske fænomen Patchanka.

Deres forbillede er det legendariske franske band Mano Negra (»Sorte Hånd«), dannet i 1987 med spansk-franske Manu Chao i spidsen. Mano Negras første plade hed Patchanka, der er sydamerikansk slang for »fest i gaden«.

Og som sine idoler formår Patchanka at pakke sine alvorlige historier ind i »over stok og sten«-musik, så budskabet glider ned. Det kan være tekster om befolkningen i Gaza, eller krigen i Irak.

– Vi har en måde, hvor vi kan servere alvorlige budskaber gennem fest. Vi har fundet ud af, at det virker ret godt på folk, siger Alex Truelsen.

Derimod leder man forgæves efter den blide ørehængende ballade i bandets repertoire.

– Nogle af vore nye numre er lidt mere nede i beatet, men man kan sgu’ ikke kalde det en ballade, griner Nick Roland.

– Faktisk kan man til Rød 1. maj høre et gammelt tema, der hedder »Palæstina Free«, og det er lagt ned i et tungt hip-hop tempo. Det er nok det tætteste vi kommer på en ballade, supplerer Alex Truelsen.

Internationale jobs
Patchankas talent er ikke gået ubemærket hen. For nylig blev bandet udvalgt til at få op mod 40 konsulenttimer til støtte for en international karriere.

Det sker som led i en indsats for at øge den danske musikeksport gennem den statsstøttede musikorganisation World Music Denmark.

Det glæder bandet sig meget til, men Nick Roland understreger, at Patchanka ikke spiller for at blive berømte, men fordi de kan lide det, de laver.

– Vi satser ikke på, at det er musikken der skal tjene pengene for os. Det der styrer, er lysten til at komme ud og spille for levende mennesker, siger Nick.

– Så hellere spille få, men rigtigt fede steder, hvor vi kan komme ud over rampen med musikken, festen og budskabet, siger Alex Truelsen.

Patchankas næste store skridt bliver at udgive et fuldlængde album og DVD.

– Det bliver muligvis med optagelser fra Rød 1. Maj i år, og det er lidt mere end en drøm. Det begynder at materialisere sig, fortæller Alex.

Et andet mål er at komme med på de rigtigt store verdensmusikfestivaler rundt om i Europa. Her tror de på, at DVD’en kan gøre en forskel.

– Den er vigtig for at sælge os for det vi er, nemlig et live-band, der sparker folk i testiklerne, griner Alex.

Så er gæsterne på Rød 1. Maj i hvert fald advaret!

Patchanka, Rød 1. Maj i Fælledparken kl. 17.10

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2010 - 01:16   03. sep. 2012 - 10:54

Musik