Efter nederlaget ved Stalingrad ignorerer Hitler sine generalers råd om at spare på kræfterne og beordrer en katastrofal storoffensiv ved Kursk.

I de tidlige morgentimer 5. juli 1943 brager kanonerne løs i området  omkring byen Kursk i det vestlige del af Rusland.

Ét af historiens største slag er under opsejling i det, der bliver Nazi-Tysklands sidste forsøg på at gribe initiativet i krigen mod Sovjet.

Siden Tysklands overfald på Sovjetunionen 22. juni 1941 har kampene raset uafbrudt på Anden Verdenskrigs østfront, i verdenshistoriens største og blodigste militære sammenstød.

Fra starten har den tyske krigsmaskine trængt den Røde Hær tilbage og kun om vinteren er det lykkedes Sovjet at presse tyskerne tilbage med hjælp fra det barske klima. Samtidig er den tyske hær og SS bag fronten godt i gang med at gennemføre et grusomt folkemord, der kommer til at koste millioner af civile sovjetborgere livet.

I vinteren 1942–43 lider tyskerne imidlertid et stort nederlag ved Stalingrad, hvor hele hærens 6. Armé bliver udslettet. Den tyske »fører« Adolf Hitler er derfor ivrig efter igen at gribe initiativet og beder sin generalstab planlægge en storoffensiv til sommeren.

Mange i generalstaben er skeptiske og mener, at den tyske hær bør gå i forsvarsposition og komme sig ovenpå vinterens tab, men Hitler insisterer, og som sædvanligt får diktatoren sin vilje.

Området omkring Kursk bliver valgt som mål for offensiven og tyskerne begynder at samle en gigantisk mængde af soldater og tanks.

I mellemtiden er den Røde Hærs generalstab ganske godt informeret om de tyske planer gennem et spionnetværk i Schweiz. De begynder i alt hemmelighed at samle en endnu større hær og konstruere et ekstremt stort forsvarsanlæg med enorme mængder artilleri, miner og skyttegrave flere hundrede kilometer i dybden bag frontlinien, det største forsvarsværk nogen sinde.

Det hjælper også Sovjethærens forberedelser, at Hitler gang på gang udsætter angrebet, der har fået kodenavnet »Operation Zitadelle«. Den oprindelige startdato, den 4. maj, bliver rykket gang på gang, og først den 5. juli 1943 kommer offensiven endelig i gang.

Da kanonerne først begynder at lyde omkring klokken 2 om morgenen, er det imidlertid russerne der skyder først, og da tyskerne først begynder at bevæge sig imod Kursk fra nord og syd møder de et virvar af forsvarsværker og beskydning fra alle sider.

Mange steder opstår der totalt kaos, når store styrker af tanks smadrer sammen i en stor forvirring af død og ødelæggelse.

Allerede 16. juli er tyskerne kørt helt fast, og Hitler må afblæse »Zitadelle«, uden at tyskerne ét eneste sted er brudt helt igennem det sovjettiske forsvar.

Ganske kort efter går den Røde Hær i offensiven og smider tyskerne yderligere tilbage. Slaget ved Kursk slår en lang række militære verdensrekorder, men dets vigtigste resultat er, at den nazistiske krigsmaskine nu har opbrugt sine sidste kræfter.

Selv om de sovjettiske tab er større end de tyske, så har Tyskland ingen måde at erstatte sine tab på, og fra da af er den Røde Hær konstant i offensiven helt frem til nazismens endelige sammenbrud i maj 1945.